
EU's skærpede sanktioner mod russiske virksomheder, banker og landets elite som følge af Ukraine-konflikten vil antagelig kun i begrænset omfang kunne mærkes af danske forbrugere. Men prisen på naturgas, Ruslands vigtige eksportvare, vil fortsat være høj. Få her svar på nogle af de vigtigste spørgsmål om konsekvenserne for Danmark.
Hvor meget vil gasprisen stige?
De seneste begivenheder ved den russisk-ukrainske grænse har fået gasprisen på Europas børser til at stige cirka 15 pct., oplyser prisanalytiker Kristian Poulsen, brancheforeningen Dansk Energi.
- Men i december, da det var rigtig koldt, og krisen gjorde sit indtog, så vi dobbelt så høje priser som i dag. Da steg prisen 50 pct. nogle dage og faldt så igen. Selv om markedet reagerer nu, er nervøsiteten for en eskalerende konflikt formentlig indregnet i de høje priser, vi har.
Udgiften til gasvarme for en gennemsnitlig husholdning er steget fra cirka 5500 kr. i 1. kvartal 2021 til 10.000 kroner i 1. kvartal 2022.
- Vi har kørt på lavt blus med russiske leverancer og klaret det med øget import af særligt LNG (flydende naturgas, red.) fra Nordamerika. Så vi har ikke manglet gas, den har bare været rigtig dyr, siger Kristian Poulsen.
Hvordan ser det ud fremover?
- Ifølge de langsigtede gaskontrakter vil gassen blive handlet til den pris, vi har nu, hele dette år og vinteren med. April til oktober 2023 falder prisen 40 pct. Men det er stadig et rekordhøjt niveau for så lang en kontrakt. Det vil ramme dem med gasfyr og dem, der får fjernvarme fra et værk, som bruger meget naturgas.
Hvad er det bedste råd til de 400.000 husholdninger med gasfyr?
- At skille sig af med gasfyret. Selv om elpriserne også er steget, er det markant billigere at bruge en varmepumpe. Eller endnu bedre: Hvis man kan komme over på fjernvarme, ville jeg gøre det i en fart, siger Kristian Poulsen.
Hvordan kan folks privatøkonomi påvirkes?
De nye EU-sanktioner vil kun have begrænset direkte effekt, siger cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank.
- Men hvis det accelererer, kan der komme sanktioner, der direkte rammer Ruslands eksport af råvarer - olie, hvede, aluminium - hvor Rusland er en vigtig spiller. Så vil priserne på råvarer stige.
Danmark har kun én pct. af vores samhandel med Rusland, så skærpede sanktioner vil næppe kunne ses i vores bnp. Men det kan være meget vigtigt for visse virksomheder.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.