DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Tysk finanslov er på vej efter nervekrig om budgethul

Tysk regering opnår budgetgennembrud, efter at dom slog hul i klimafond og besværliggjorde forhandlinger.  
13. DEC 2023 10.01
Internationalt
Klima
Politik

Regeringspartierne i Tyskland er nået til enighed om en finanslov i kølvandet på en dom, der slog et stort milliardhul i en klimafond. Det erfarer det tyske medie Bild og nyhedsbureauet Reuters onsdag fra anonyme kilder i regeringskredse.

Ved middagstid ventes detaljer i aftalen offentliggjort ifølge Bild. Endnu vides det ikke, hvad partierne mere præcist er nået frem til.

Tysklands forfatningsdomstol trak 15. november i gældsbremsen og besværliggjorde forhandlingerne om finansloven. I slutningen af november lød det ifølge Reuters fra den tyske finansminister, Christian Lindner, at der efter dommen i finansloven for 2024 var et finansieringshul på 17 mia. euro svarende til omkring 127 mia. kr. Den samlede tyske finanslov er på omkring 450 mia. euro.

Men trods udfordringerne er forbundskansler Olaf Scholz fra socialdemokratiske SPD, vicekansler Robert Habeck fra De Grønne og finansminister Lindner fra liberale FDP onsdag nået frem til en aftale, skriver flere medier.

Ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung blev der forhandlet frem til klokken 06 om morgenen. Det sker, efter at der ifølge Bild i regeringskredse var udbrudt en "nervekrig", som trak processen i langdrag.

Domstol stoppede flytning af coronamidler til klimainitiativer

Et af stridspunkterne var ifølge tabloidmediet, om gældsbremsen skulle sættes ud af kraft i 2024 på grund af krigen i Ukraine.

Det er uvist, hvad regeringen nåede frem til om den omdiskuterede bremse, der blev vedtaget i 2009. Den sætter et loft over, hvor meget staten hvert år må låne.

Det var netop bremsen, der betød, at den tyske forfatningsdomstol 15. november nåede frem til, at det var i strid med Tysklands forfatning, da det blev besluttet at overføre 60 mia. euro fra coronabekæmpelse til klimainitiativer. Forfatningsdomstolen fandt, at manøvren var "uforenelig" med den forfatningssikrede gældsbremse.

Gældsbremsen bremser det offentlige i at optage gæld for mere end 0,35 procent af Tysklands bnp for at dække det strukturelle underskud.Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/tysk-finanslov-er-paa-vej-efter-nervekrig-om-budgethul

GDPR