DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
"Drill, baby, drill" - på dansk: "Bor, baby, bor" - er blevet en populær vending ved Trumps vælgermøder om hans energipolitik, hvis han vælges til præsident. (Arkivfoto). - Foto: Carlos Barria/Reuters

Trump meldes klar til at opfylde oliechefers store ønske fra dag et

Ved middag opfordrede Trump ifølge medier oliefolk til store donationer. Miljølove droppes, fristede han. Demokrater anklager ham for svigt af arbejderfamilier.
13. MAJ 2024 8.17
Internationalt
Olie
Politik

Der stod ikke bare "chopped steak" på menuen, da omkring 20 repræsentanter fra oliebranchen i april var til middag i Donald Trumps hjem i Mar-a-Lago. Med til bordet havde den tidligere præsident også en mulig opfyldelse af et af deres store ønsker.

I bør donere en milliard dollar - 6,9 mia. kr. - til min kampagne, lød det fra Trump ifølge to anonyme kilder, som The New York Times har talt med. For hvis jeg vinder, vil jeg skrotte miljøbestemmelser, der hæmmer industrien.

Til mødet i den amerikanske delstat Florida var blandt andet ledere fra de store olieselskaber Chevron, Exxon og den største sammenslutning i industrien, American Petroleum Institute. Det var organiseret af oliemilliardæren Harold Hamm.

Vil fjerne flere begrænsninger

Også Washington Post har talt med anonyme kilder, der var til mødet i april. Avisen beskriver salgstalen som "bemærkelsesværdig kontant".

Blandt andet vil Trump øge olieboringen i Den Mexicanske Golf. Forhindringer for boringer i det arktiske Alaska skal fjernes. Det samme gælder et stop for nye tilladelser til at eksportere flydende naturgas (LNG). En topprioritet for flere deltagere.

- I får det på den første dag, sagde Trump ifølge kilderne.

I en skriftlig kommentar til The New York Times kommenterer talsperson Karoline Leavitt fra Trumps kampagne ikke, hvad der blev sagt på mødet. I stedet anklager hun Biden for at være styret af "miljøekstremister".

Trump er derimod støttet af folk, som deler visionen om en amerikansk "energidominans for at beskytte vores nationale sikkerhed og få alle amerikaneres leveomkostninger ned", skriver hun til avisen.

I en kommentar til Washington Post anklager talsmand for Bidens kampagne Ammar Moussa Donald Trump for at "sælge arbejderfamilier til "Big Oil" (de store olieselskaber, red.) for kampagnepenge".

Trump har længe været imod Bidens energi- og miljøtiltag. Men som valget kommer nærmere, har han ifølge avisen altså skruet op for at få flere donationer fra industrien til at føre valgkampagne for.

Energipolitik er central emne i valgkamp

Energipolitik har da også udviklet sig til en afgørende kampplads for valget, efter at Joe Biden i sine tre år som præsident har gjort håndtering af klimaforandringer til en central prioritering.

Med den enorme Inflation Reduction Act (IRA) har han afsat omkring 370 milliarder dollar - cirka 2600 milliarder kroner - til blandt andet støtte til ren energi, og han har lovet at slå ned på olie- og gasindustrien.

Donald Trump har omvendt det modsatte syn på industrien - bedst illustreret ved hans populære slogan "drill, baby, drill" - på dansk: bor, baby, bor - fra hans vælgermøder rundt omkring i landet.

Ifølge Financial Times er der dog en "ubelejlig sandhed" på området. Den amerikanske olie- og gasindustri er nemlig blomstret under Biden med rekordhøj produktion og store overskud i kølvandet på krigen i Ukraine, hvor Rusland også skruede ned for sin ellers normalt store gaseksport.

Mange i branchen mener dog ifølge avisen ikke, at det er sket på grund af Biden - men på trods af præsidenten, der har indført flere reguleringer af industrien.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/trump-meldes-klar-til-at-opfylde-oliechefers-store-oenske-fra-dag-et

GDPR