USA's præsident, Donald Trump, har givet ordre til en fuldstændig blokade af sanktionerede olietankere, der sejler ind og ud af Venezuela. Det skriver han natten til onsdag i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
I opslaget fremgår det desuden, at præsidenten anser Venezuelas regering for at være en udenlandsk terrororganisation.
- For tyveriet af vores aktiver og af mange andre grunde, herunder terrorisme, narkosmugling og menneskehandel, er det venezuelanske regime blevet udpeget som en udenlandsk terrororganisation, skriver den amerikanske præsident.
- Derfor giver jeg i dag ordre til en total og fuldstændig blokade af alle sanktionerede olietankere, der sejler ind i og ud af Venezuela.
I en udtalelse kalder Venezuelas regering blokaden for en grotesk trussel og fuldstændig irrationel. Regeringen mener, at blokaden krænker fri handel og bevægelighed, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters i udtalelsen.
Meldingen om blokaden kommer, en uge efter at USA beslaglagde en olietanker ud for Venezuelas kyst.
Trump har beordret en massiv opbygning af USA's militære tilstedeværelse i Latinamerika. Den seneste tid er blandt andet jagerfly og titusindvis af amerikanske soldater blevet sendt til regionen.
Amerikanske styrker har desuden bombet en række mistænkte narkosmuglere i Det Caribiske Hav og i Stillehavet, hvilket har kostet næsten 90 mennesker livet. USA hævder, at angrebene har til formål at stoppe narkosmugling til USA.
Nicolás Maduro hævder derimod, at USA planlægger at fjerne ham fra embedet, og at USA er ved at tage tilløb til et kupforsøg ved at opruste militært tæt ved Venezuelas kyst.
Beslaglæggelsen af olietankeren i sidste uge kan ifølge nyhedsbureauet Reuters være et tegn på, at USA vil begynde at gå efter Venezuelas olie, som er landets vigtigste indtægtskilde.
Venezuelas oliesektor er allerede omfattet af amerikanske sanktioner. Beslaglæggelser af venezuelansk olie kan ifølge nyhedsbureauet AFP potentielt lamme landets økonomi.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



























