DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Toldkrig kan få inflationen til at stige

USA varslede 20 pct. told på varer fra EU onsdag. En toldkrig kan betyde mindre vækst.
3. APR 2025 12.49
EU
Internationalt
Politik
Økonomi

Det kan få inflationen til at stige, og væksten til at falde, hvis den nuværende handelssituation mellem EU og USA udvikler sig til en decideret toldkrig. Det forklarer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.

- Der er også en risiko for, at man i et helt grelt scenarie kan ende med en recession. Det vil sige en periode, hvor økonomierne skrumper, siger han.

Onsdag aften dansk tid varslede USA's præsident, Donald Trump, 20 pct. told på varer fra EU. En potentielt modsvar fra EU er endnu ukendt. Derfor er det svært på nuværende tidspunkt at spå om de endelige konsekvenser af en eskalering, lyder det fra cheføkonomen.

Men det vil alt andet lige få en negativ indvirkning på væksten, når vi handler mindre sammen, og når det bliver dyrere at gøre det. Toldafgiften for EU og en række andre lande træder efter planen i kraft 9. april, har Det Hvide Hus oplyst.

Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet. Intentionen med USA's toldplan er, at amerikanerne i stedet vil købe hjemlige produkter og på den måde styrke landets egen økonomi.

Hvis væksten i EU aftager og inflationen stiger, kommer Den Europæiske Centralbank (ECB) til at stå med et dilemma, påpeger Jeppe Juul Borre. Centralbanken har nemlig ansvaret for at styre rentepolitikken, som afhænger af den økonomiske udvikling.

- Lavere vækst inviterer til lavere renter, mens højere inflation er noget, som dikterer højere renter, siger Jeppe Juul Borre.

Centralbanker bruger renteændringer som et redskab til at styre efterspørgslen på varer. Det vil altid være en balancegang at ændre renten, for hvis den sænkes for meget, kan det få efterspørgslen og dermed priserne til at stikke af. Omvendt kan det få økonomien til at gå baglæns, hvis renten er for høj over en for lang periode.

Uanset hvad kommer inflationen formentlig ikke op i et niveau, som man kendte for bare et par år siden. På sit højeste lå den danske inflation på omkring ti procent.

- Oplevelsen hos forbrugerne er ikke noget, som overhovedet vil kunne komme til at måle sig med det, vurderer Jeppe Juul Borre.

jel /ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/toldkrig-kan-faa-inflationen-til-at-stige

GDPR