Slæbebådsrederiet Svitzer, der tidligere var ejet af Mærsk, har tirsdag fået debut på fondsbørsen som et selvstændigt børsnoteret selskab. Omkring klokken 9.45 ser Svitzer ud til at være blevet værdisat til cirka syv mia. kr..
Udskilningen af Svitzer blev første gang meldt ud i forbindelse med offentliggørelsen af Mærsks årsregnskab den 8. februar. Herefter blev aktionærer i den danske rederigigant tildelt to Svitzer-aktier for hver af deres Mærsk-aktier.
Svitzer er i dag førende i sin branche, hvor det hjælper stor skibe med at blive bugseret ind og ud af alverdens havne. Det betjener cirka 2000 kunder i 141 havne fordelt på 37 forskellige lande. Selskabet har en flåde på 456 skibe, skriver det på sin hjemmeside.
Ifølge Børsen udmærker slæbebådsbranchen sig ved at være fragmenteret med mange små operatører over hele verden.
Historisk dag
Kasper Nilaus, der er administrerende direktør hos Svitzer, kalder det "en historisk dag". Det siger han til mediet.
- Det er kulminationen på rigtig meget hårdt arbejde. Det ser ud til, at vi er startet fornuftigt, og der er god interesse fra start, lyder det.
Han har tidligere forklaret, at børsnoteringen skal hjælpe selskabet med at vokse i fremtiden.
- Mærsk har været en rigtig god ejer for os, men vi står et godt sted til at blive børsnoteret. Svitzer-navnet har vi haft siden 1833, så det er et stærkt brand, som vi nu nemmere kan gå ud og positionere os stærkt i markedet med. Den her mulighed giver os en rigtig god platform til at vokse, vinde nye kontrakter og komme ud i flere havne, sagde han.
Det seneste regnskab fra slæbebådsoperatøren viste en omsætning på knap 5,8 mia. kr., og det ventes, at den vil vokse yderligere i år. Ifølge ShippingWatch har Svitzer været en del af Mærsk-koncernen i mere end fire årtier.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.