Hanstholm Havn
Tidligere DI-direktør bliver Kristian Jensens afløser i Hanstholm
64-årige Michael Svane bliver ny formand for Hanstholm Havn.
Foto: DI

Tidligere DI-direktør bliver Kristian Jensens afløser i Hanstholm

Michael Svane, der er tidligere mangeårig branchedirektør, bliver ny formand for bestyrelsen i Hanstholm Havn.
28. APR 2022 9.11

THISTED: Thisted Kommune har nu fundet manden, der skal stå i spidsen for Hanstholm Havns bestyrelse. Og det bliver en erfaren mand, således er valget faldet på Michael Svarre, der bl.a. kan skrive 16 år som branchedirektør for DI Transport og direktør for Danske Vognmænd på CV'et. Desuden sidder han i bestyrelsen for Bornholm og Aarhus Havn. 

- Vi er helt utrolig glade for, at Michael Svane er parat til at stå i spidsen for Hanstholm Havn. Han kommer med en meget bred erfaring inden for transport, logistik og havnedrift, og han har et meget stort netværk fra sine mange år i transportbranchen. Begge dele er jeg overbevist om vil gavne udviklingen i Hanstholm, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) i en pressemeddelelse.

Ovenpå et turbulent forløb, hvor tidligere politiker Kristian Jensen meddelte sin afgang kort tid efter udnævnelsen for i stedet at blive direktør i Green Power Denmark, så ser borgmester Niels Jørgen Pedersen frem til hurtigt at få Michael Svane ind for bordenden ved beslutningerne omkring udviklingen af Hanstholm Havn.

- Ovenpå udvidelsen af havnen, som netop er gennemført, er der store ambitioner om at udvikle nye erhvervsmuligheder i Hanstholm. Den daglige drift som fiskerihavn skal fortsat sikres, men potentialet er der til at blive den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa. Vi tror på, at Michael Svane er manden, som nu kan skabe den vækst og udvikle de arbejdspladser, der er skabt grobund for, siger Niels Jørgen Pedersen.

Skal være kraftcenter for grøn omstilling

Michael Svane, der i december sidste år stoppede som direktør i DI Transport for at blive selvstændig rådgiver inden for transport og infrastruktur, ser frem til at skulle stå i spidsen for Hanstholm Havn udvikling i de kommende år.  

- Min vision er, at om fire-fem år så er Hanstholm ikke alene fortsat en markant fiskerihavn. Den er også en servicevirksomhed og et kraftcenter for den grønne omstilling, og det brændstof som skibene skal sejle på i fremtiden. Jeg ser, at havnen på den front kan blive rollemodel for andre havne. Det er en uhyre vigtig opgave, der kan skabe massiv udvikling i hele området. Det arbejde glæder jeg mig nærmest med barnlig begejstring til at komme i gang med, siger Svane.

Michael Svane er en af fire erhvervsrepræsentanter i Hanstholm Havns bestyrelse, som er udpeget af Thisted Kommune. Han tiltræder officielt posten som formand den 1. Maj 2022. 

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet