Thyborøn Havn havde trods corona et godt år i 2020. På bundlinjen står der således 6,3 mio. kr. i sorte tal, et resultat havnen kalder "ganske tilfredsstillende." Resultatet kommer ud af en omsætning på 47,3 mio. kr.
- 2020 har budt på udfordringer med corona, og derudover har nye kontrolregler indenfor fiskeriet betydet, at især hollandske fiskere har landet færre fisk i Thyborøn. Til trods for det, så lander Thyborøn Havn et regnskab, hvor både omsætning og resultat ligger meget tæt på det, der var budgetteret med, siger bestyrelsesformand for Thyborøn Havn, Karl Kristian Bro, om regnskabet og fortsætter:
- En landingsværdi på 789 mio. kr. for fisk er bestemt tilfredsstillende, når nu landinger til udenlandske fiskeauktioner faldt med 75 pct. Og det er yderst tilfredsstillende, at godsomsætningen ender med en fremgang på hele 21 pct. og er tæt på at slå rekorden fra 2017, siger han.
Bestyrelsen vil overføre årets resultat til egenkapitalen. Konsolideringen skal anvendes til fremtidige investeringer, der skal sikre Havnens fortsatte udvikling. Thyborøn Havns egenkapital er på 137,5 mio. kr.
Fokus på Havvindsektoren
Pengene kommer blandt andet i brug til den igangsatte udvidelse af Thyborøn Kanal, som Kystdirektoratet godkendte i 2020. Projektet vil udover at uddybe Thyborøn Kanal til ti meters vanddybde også anvende sandet fra uddybningen til nye arealer på Sydhavnen, hvor der skal anlægges endnu en ny kaj på 220 meter ud for det nye område.
- Vi er rigtig glade for, at vi nu er i gang med uddybningen af Thyborøn Kanal, som har været et ønske på Thyborøn Havn i mere end ti år. Og vi er faktisk ret stolte af, at havnens solide økonomi gør det muligt at kombinere det med en havneudvidelse i form af nye arealer og kajanlæg, så vi fortsat kan tilbyde vores kunder plads til at vokse med udgangspunkt i Thyborøn, siger havnedirektør Jesper Holt Jensen.
I fremtiden vil Thyborøn Havn også have et øget fokus på havvindsektoren, der forventes at vokse markant i Nordsøen med vindmølleparkerne Vesterhav Nord og Syd, Thor og også den kommende Energiø på vej.
- Vi vil udviklingen og samarbejdet med kunderne i Thyborøn. Både på de traditionelle forretningsområder og på de nye områder som havvind og hele den grønne omstilling, siger Jesper Holt Jensen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.