
Danmark bør ikke indføre en CO2-afgift på international skibsfart, så længe toldsatserne er så høje, som de er i dag. Det fremgår af en ny analyse fra den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, som advarer mod at lægge klimainitiativer oven på eksisterende handelshindringer. Det skriver CEPOS i en pressemeddelelse.
– Told har en begrænsende effekt – det skubber udledningerne ned. Det nuværende omfang af told er markant højere, end hvad skibstrafikkens klimaskader ville tilsige i klimaafgift, og det vil stige yderligere med de planlagte amerikanske toldforhøjelser, siger Otto Brøns-Petersen, der er analysechef i CEPOS.
CEPOS har beregnet, at toldprovenuet i gennemsnit svarer til 6.606 kr. pr. ton CO2 fra skibstransport – langt over EU’s nuværende CO2-kvotepris på 501 kr. pr. ton.
– USA har jo virkelig påført skibstransporten meget store skader med den told, der bliver pålagt. Så at ville modsige sig yderligere afgifter, er i så fald et meget lille plaster på et meget stort sår, de selv har lavet, siger Otto Brøns-Petersen.
Han mener, at klimaafgifter i sig selv kan være et mere effektivt redskab end told – men kun hvis de indføres som erstatning og ikke som supplement.
– Hvis målet er at sænke udledningerne, rammer en klimaafgift meget mere præcist, end told gør. Derfor bør man ideelt set droppe tolden og erstatte den med en klimaafgift. Men kun i den rækkefølge. Klimatiltag ovenpå den eksisterende told vil øge de samfundsøkonomiske omkostninger ved protektionisme og kan ikke begrundes klimapolitisk, siger Otto Brøns-Petersen.
På trods af det advarer CEPOS mod, at Danmark selv begynder at regulere international skibsfart med nationale klimamål.
– Det er vigtigt, at internationale udfordringer som drivhusgasudledning bliver løst på internationalt niveau. Danmark har ingen effektive redskaber til at bakke et klimamål op med. Hvis Danmark indfører egne tiltag i skibsfarten, kan det føre til udflagning, uden at det reducerer drivhusgasudledningerne, siger Otto Brøns-Petersen.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.