
Det går godt for pumpeproducenten Svanehøj - faktisk rekord godt hvis man ser på selskabets netop fremlagte regnskab.
Omsætningen er vokset fra 439 til 697 mio. kr., mens resultatet (EBITDA før engangsomkostninger) er fordoblet fra 67 til 134 mio. kr. For både omsætning og indtjening er der tale om det bedste resultat i Svanehøjs næsten 100 år lange historie. I Svanehøj Group, hvor også Hamworthy Pumps i Singapore indgår, er fremgangen endnu større, idet omsætningen her er vokset fra 611 til 967 mio. kr. og resultatet (EBITDA før engangsomkostninger) forbedret fra 58 til 161 mio. kr.
- Udviklingen i 2022 er meget tilfredsstillende og et udtryk for, at vi er kommet rigtig langt i vores strategi om at gøre Svanehøj til en globalt førende specialist inden for flydende gas og fremtidens nye energiformer. Vi har formået at fastholde et rekordhøjt niveau i vores ordreindgang på mere end 740 mio. kroner, og det giver os et stærkt afsæt for de kommende år, siger bestyrelsesformand Søren Ø. Sørensen i en pressemeddelelse.
Blandt højdepunkterne i 2022 hæfter Svanehøjs CEO Søren Kringelholt Nielsen sig især ved, at man har vundet strategisk vigtige ordrer på pumpesystemer til både ammoniak- og metanoldrevne skibe samt til transport af CO2. Samtidig har virksomheden etableret sig på det voksende marked for LNG-terminaler gennem opkøb af Wärtsilä Tank Control Systems, der er specialist i high-end målesystemer til gastankanlæg.
- Udviklingen i 2022 har med al tydelighed understreget, at fremtiden for Svanehøj ligger inden for den grønne omstilling. Jeg er stolt over, at vi er lykkedes med at håndtere så stor en stigning i aktivitetsniveauet samtidig med, at vi har moderniseret og omstillet produktionen, siger Søren Kringelholt Nielsen.
Skal fortsat eksekvere på ny strategi
Selvom det går godt for den danske virksomhed er ambitionerne dog endnu højere. I starten af 2022 lancerede Svanehøj en ny strategi ”Powering a better future”, heri blev der bl.a. sat mål om at nå og en milliardomsætning inden for fem år.
Desuden har Svanehøj med den nye strategi sat FN’s Verdensmål øverst på agendaen. Derfor har man sammen med regnskabet for 2022 fremlagt sin første ESG-rapport, der redegør for virksomhedens tilgang til miljø og socialt ansvar og fastsætter målene frem til udgangen af 2025.
Svanehøj vil blandt andet reducere sin udledning af drivhusgasser i scope 1 og scope 2 med 50 pct. i forhold til 2021-niveau. Desuden skal mindst 95 pct. af et kraftigt øget R&D-budget gå til udvikling af løsninger til grøn omstilling.
Svanehøj fortsatte i april i år sin oprustning inden for service af gastankere og -terminaler med overtagelsen af LNG-specialisten Complete Cryogenic Services i USA. Det er Svanehøjs tredje opkøb på lidt over to år, og virksomheden er klar til at ekspandere yderligere som led i sin vækstplan. Går alt som forventet, kan Svanehøj således præsentere endnu et eller to opkøb i løbet af 2023.
- Som led i vores vækststrategi er vi løbende på udkig efter virksomheder, der kan styrke os i vores mission om at understøtte den grønne omstilling i de sektorer, hvor det er sværest at reducere udledningen af drivhusgasser. Det gælder inden for den tunge transport – skibe, lastbiler og fly – og de ressourcekrævende industrier. Over de sidste fire år har vi næsten firedoblet omsætningen i Svanehøj og skabt en meget solid indtjening. Det giver os rum til at handle, når de rigtige muligheder byder sig, siger bestyrelsesformand Søren Ø. Sørensen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.