Stormen Pia har sat gang i danske vindmøller, og det kom forbrugerne til gode, når det drejer sig om elpriserne. Det forklarer Morten Wethje Søndergaard, der er chef for nordisk handel i Norlys Energy Trading, der hører under energi- og telekoncernen Norlys.
Således kunne forbrugerne særligt fra natten til fredag mellem midnat og frem til klokken 07.00 bruge strøm meget billigt.
- Den rene rå elpris uden afgifter er faktisk nede på at være gratis i Jylland og Fyn, siger Morten Wethje Søndergaard, mens elprisen på Sjælland og øerne er "nogle få ører".
Morten Wethje Søndergaard forklarer, at prisen bliver så lav i netop det tidsrum, fordi det også er her, forbruget naturligt er lavest. Han henviser til elprisen på den nordiske strømbørs, som er mulig at se én dag frem i tiden. Den beregnes, på baggrund af hvordan vinden ventes at være.
Ifølge prognoser er det i tidsrummet mellem torsdag eftermiddag og fredag eftermiddag, der for alvor kommer gang i de danske vindmøller, lyder det videre.
- Sådan en storm, som vi ser torsdag og fredag, gør, at vi får det maksimale ud af vindproduktionen i Danmark.
Stormen Pia gik officielt i land omkring klokken 15.00 torsdag. Her blev der ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) målt vindstød af stormstyrke i Thorsminde i Vestjylland. Stormen ventes at løje af i løbet af fredag, og lillejuleaften lørdag befinder stormen sig i svækket form over de baltiske lande.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.