
I takt med at komponenter til vindenergisektoren vokser i størrelse, bliver der stillet nye krav til leverandører og underleverandører i branchen. Det mærker man også hos Port of Aalborg, der huser flere markante vindaktører.
Havnen har siden foråret været i gang med etablering af et omfattende areal til Bladt Industries. Nu er dele af det 110.000 kvadratmeter store område klar til at facilitere et nyt kæmpeprojekt for producenten af stålkonstruktioner til vind- og offshore-industrien.
- Vi er meget glade for projektet. Den markante udvidelse betyder, at vi kan samle alle vores aktiviteter til vores fremtidige transformerstationsprojekter på én lokation, mens vi samtidig garderer os til at kunne akkommodere lignende opgaver i fremtiden, fortæller Vice President Operations Management Office hos Bladt Industries, Søren Schlott Mikkelsen.
Delt op i flere entrepriser for at sikre hastighed
For Bladt Industries har det været afgørende at kunne tage området i brug så hurtigt som muligt. Derfor er anlægsarbejdet delt op i tre større entrepriser.
- Tid har været en kritisk faktor her. Parterne har sat en ære i at koordinere på tværs af entrepriserne, siden vi gik i jorden i juni. Det har resulteret i, at arealet løbende er blevet taget i brug og står fuldtudviklet allerede i begyndelse af det nye år takket være en dedikeret indsats af projektets aktører, siger Mikkel Kalmo Guldhammer, Senior Technology Consultant hos Port of Aalborg.
Port of Aalborg er bygherre på projektet, mens MT Højgaard, Aarsleff, Arkil, Cowi, Niras og Bravida alle er en del af projektet.
- Vi har haft stor succes med modellen tidligere – blandt andet i forbindelse med en stor kajudvidelse i Østhavnen. Den store fordel er, at vi i fællesskab med bygherre og entreprenør hurtigt kan finde balancen mellem tid, økonomi og kvalitet. For vores vedkommende gør det, at vi kan fremskynde en lang række processer, fordi parterne har været indstillet på fremgangsmåden fra start, siger Associate Project Director hos Cowi, Casper Holmgaard.
De 110.00 kvm omfatter bl.a. 60.000 kvadratmeter produktionssite og 50.000 kvadratmeter opbevaringsareal, samt etablering af 30 bred vej mellem arealet og kajen. Projektet forventes tilendebragt i 2024.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.