En stribe selskaber i det danske C25-aktieindeks har offentliggjort regnskaber onsdag morgen, og investorerne reagerer vidt forskelligt på de tal, de er blevet præsenteret for.
For Vestas' vedkommende ses en kursstigning på mere end ti procent, efter at selskabet leverede bedre end ventet i tredje kvartal.
Også Ørsted stiger en smule efter et regnskab, der vigtigst af alt ikke indeholdt flere ubehagelige overraskelser end dem, der allerede har ramt selskabet de senere år.
Omvendt må Ambu lægge ryg til et alvorligt kursfald. Ambu, der producerer hospitalsudstyr, er ramt af en svækket dollar og effekten af de amerikanske toldsatser, der har sat sig i selskabets omsætningsvækst målt i kroner. Det har tilsyneladende skuffet investorerne så meget, at aktien ryger ned med hele 12 procent fra morgenstunden.
Novo Nordisk slipper til gengæld uskadt fra at sænke forventningerne til årets salgsvækst. Novo-aktien ligger efter et kvarters handel til en stigning på 0,8 procent efter at have været nede med fire procent kort efter børsåbning klokken 9.
Samlet set er det danske eliteindeks oppe med 1,0 procent på en dag, hvor også Pandora, Sydbank og ISS har offentliggjort regnskabstal.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

























