
Der er sket noget meget, meget mærkeligt. Det synes at være den generelle reaktion på, hvad der mandag ramte Spanien og Portugal. Pludselig forsvandt elektriciteten over det meste af landene. Knap et hjørne af Den Iberiske Halvø, hvor der bor næsten 60 millioner mennesker, gik fri, som AFP bemærker.
Passagerer strandede i tog. Fly blev aflyst på stribe. Hundreder sad fanget i elevatorer, mens millioner mistede både telefon- og internetforbindelse.
Tirsdag morgen var størstedelen af strømmen tilbage i både Spanien og Portugal. Men hændelsen, som mørklagde store dele af landene mandag, bliver alligevel ikke lige til at ryste af sig. Folk var "målløse", fortæller den 19-årige byggearbejder Carlos Candori til AFP. Han måtte selv forlade det paralyserede metrosystem i den spanske hovedstad, Madrid.
- Det her er aldrig før sket i Spanien. Der er ingen telefondækning. Jeg kan ikke ringe til min familie, mine forældre. Intet. Jeg kan ikke engang tage på arbejde, sagde han mandag under nedbruddet.
Halvdelens af Spaniens strømforsyning forsvandt på fem sekunder
Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, sagde mandag aften, at omkring 15 GW elektricitet - halvdelen af landets forbrug af strøm på det tidspunkt - "pludselig forsvandt" i løbet af blot fem sekunder mandag.
Nedbruddet skete omkring klokken 12.30. Som følge af det aktiverede Spanien sit kriseberedskab.
Nedbruddet skabte panik i byer på tværs af Spanien og Portugal. Mange skyndte sig hen til banker for at hæve kontanter, mens gaderne fyldtes med mennesker, der desperat forsøgte at få signal på telefonen. Lange køer for at komme med taxaer og busser dannedes hurtigt.
Trafiklysene virkede heller ikke, så politiet kom på en svær opgave med at styre trafikken. Borgere blev opfordret til at lade bilen stå derhjemme. Billeder fra et supermarked i Madrid viste lange køer og tomme hylder, fordi folk begyndte at hamstre varer.
Ifølge den spanske avis El País kunne hospitaler bruge nødgeneratorer til at holde kritiske afdelinger åbne, men flere afdelinger var helt uden strøm. I Portugal var trafiklys påvirket på tværs af landet, mens metroen var lukket i Lissabon og Porto. Tog var aflyst i begge lande.
Årsag uvis
Det er fortsat uvist, hvad der er årsagen til et af de største strømnedbrud nogensinde i Europa. Pedro Sánchez sagde mandag, at ingen hypoteser bliver udelukket. Portugals premierminister, Luis Montenegro, sagde, at der ikke er nogen tegn på, at der har været et cyberangreb. Samme melding er EU's præsident, António Costa, kommet med.
Ifølge Montenegro er kilden til nedbruddet "formentlig" at finde i Spanien. Det sydvestlige Frankrig blev også ramt kortvarigt.
Et problem med forbindelsen mellem Frankrig og Spanien via bjergkæden Pyrenæerne er blevet udpeget som en medvirkende faktor til nedbruddet. Det gjorde, at det spanske elnet blev frakoblet det bredere europæiske system.
Analytikere siger dog, at det kan tage flere måneder at finde den konkrete årsag til den sekvens af driftssvigt, som førte til det omfattende strømnedbrud.
Mens nogle gik i panik undervejs, valgte andre at se mere positivt på det. Flere spaniere så det som anledning til at tage en halv arbejdsdag, skriver Reuters.
De samledes på gaderne og på pladser og nød det gode vejr, mens andre hyggede sig med at spise i stearinlysenes skær derhjemme.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.