En mindre gruppe danske og udenlandske virksomheder er mistænkt for at svindle med brændstofafgifter for 240 mio. kr..
Faktisk er Skattestyrelsen så overbevist om deres snyd, at virksomhederne, to danske og to udenlandske, har modtaget opkrævninger på hele 240 mio. kr.
Skattestyrelsen oplyser, at man gennem de seneste år mener, at der er svindlet med afgifterne på 50 mio. liter såkaldt "designer fuel".
Designer fuel er et blandingsprodukt, som fremstilles manuelt. Det udvindes ikke naturligt. Det kan blandt andet bruges som smøreolie i forskellige sammenhænge.
Afgiften på smøreolie er væsentligt lavere end afgiften på brændstof. Og fidusen består i at forhandle et produkt som smøreolie, selv om det i virkeligheden kan bruges som brændstof.
Dermed undgår man at betale den høje brændstofafgift, men slipper i stedet med den lavere takst.
Endnu ikke af gjort om snyd skal politianmeldes
22 lande i EU har siden 2018 arbejdet sammen om at kontrollere området. Som led i kontrollen er 30 tankbiler i Danmark - hver indeholdt 30.000 liter olie - blevet afsløret.
Samlet set mener Skattestyrelsen indtil videre altså at have afsløret snyd for cirka 240 mio. kr.
- Vi har stået i spidsen for en målrettet og succesfuld aktion, der har afsløret flere virksomheder i ikke at betale de korrekte afgifter. Det er store mængder brændstof og store beløb, som statskassen er forsøgt unddraget for, siger Michael Sverdlin-Højer, der er underdirektør i Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
- Derfor er jeg tilfreds med resultatet og med, at vi har fået sat en prop i produktionen hos de virksomheder, der har forsøgt at omgå afgiftsbetalingen, siger han.
Skattestyrelsen oplyser til Ritzau, at det endnu ikke er afgjort, hvorvidt der skal ske politianmeldelse af de involverede virksomheder.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.