DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Seismolog: Eksplosioner ramte Nord Stream

Der er ingen tvivl om, at der er sket sprængninger i de områder, hvor Nord Stream lækker, siger seismolog.
27. SEP 2022 15.51
Gas
Politik

Målestationer i både Danmark og Sverige har mandag registreret kraftige eksplosioner under vandet i samme område som gaslækagerne fra Nord Stream 1 og 2. Det rapporterer den svenske tv-station SVT.

- Der er ingen tvivl om, at det er sprængninger, siger Björn Lund, der er lektor i seismologi og leder af den svenske nationale seismiske sammenslutning SNSN.

Den første eksplosion blev registreret klokken 02.03 natten til mandag, og den anden omkring klokken 19.04 mandag aften. Sidste gang, en lignende seismologisk hændelse blev registreret i området, var i 2016, skriver SVT. Björn Lund siger til tv-stationen, at det område, hvor rystelserne er registreret, ikke normalt bruges af militæret til øvelser.

- Vi plejer at få information om sprængninger, der sker under vandet, men det sker, at vi ikke får det. I dette tilfælde har vi ikke fået nogen information, siger han.

Mulig sabotage

Lækagen i Nord Stream 2 blev opdaget mandag, da trykket i gasrørledningen pludselig faldt markant fra omkring 105 bar til 7 bar. Nord Stream 2 løber fra Rusland til Tysklands nordlige kyst. Den går forbi Bornholms kyst. Også trykket i Nord Stream 1, der ligger på samme strækning, faldt. Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, mener, at der ligger sabotage bag.

- Vi kender på nuværende tidspunkt ikke detaljerne om, hvad der er sket, men vi kan tydeligt se, at der har været en sabotagehandling, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), mener ikke, at det kan udelukkes, at der er tale om sabotage.

- Vi kan i hvert fald ikke udelukke det. Det er for tidligt at konkludere endnu. Men det er en ekstraordinær situation. Det er en usædvanlig situation, sagde hun tidligere tirsdag.

Nord Stream 2 var stort set klar til at blive taget i brug og var blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas, da den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, kort før Ruslands invasion af Ukraine meddelte, at man ville droppe brugen af den.

 


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/seismolog-eksplosioner-ramte-nord-stream

GDPR