DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Der er plads til mere samarbejde mellem Rusland og lederen af Myanmars regering, Min Aung Hlaing, siger Putin tirsdag.
Pavel Bednyakov/Ritzau Scanpix

Rusland vil opføre et atomkraftværk i Myanmar

Forholdet mellem Rusland og Myanmar er godt, lyder det fra Putin. Nu skal der bygges et atomkraftværk.
5. MAR 2025 8.16
Energi
Erhverv

Rusland og Myanmar har tirsdag underskrevet en aftale om opførelse af et lille atomkraftværk i Myanmar. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Det er sket efter forhandlinger i Moskva mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og lederen af Myanmars regering, Min Aung Hlaing. Rusland er sammen med Kina støtte og våbenleverandør til Myanmars militærregering. Det fremgår ikke præcist, hvilken funktion et kommende atomkraftværk i Myanmar kommer til at få.

Myanmar, der har cirka 55 mio. indbyggere, ligger i Sydøstasien og grænser op til Bangladesh i nord og Thailand i syd. Under mødet i den russiske hovedstad siger Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at forholdet mellem Rusland og Myanmar har et godt udviklingspotentiale.

- Forholdet mellem vores lande gør virkelig fremskridt. Sidste år steg handlen med 40 pct. Det er en god indikator, siger han.

Myanmar har været præget af uro siden begyndelsen af 2021, hvor militæret væltede landets regering og tog magten på voldelig vis. Militærkuppet blev efterfulgt af landsdækkende, prodemokratiske demonstrationer, som militæret slog hårdt ned på. Ifølge Tass mener Dmitrij Peskov, der er talsmand for det russiske præsidentkontor, også, at et samarbejdet mellem Myanmar og Rusland har "brede aspekter".

- Der er et stort uudnyttet potentiale, siger han.

Under tirsdagens møde fortæller Vladimir Putin også, at en militær enhed fra Myanmar vil deltage i dette års militærparade i Moskva den 9. maj. Datoen markerer i Rusland slutningen på Anden Verdenskrig - som russerne kalder Den Store Fædrelandskrig. Det fejres hvert år med et militært muskuløst og patriotisk show.

Myanmars militærregering har lovet, at den i år vil afholde valg. Det er dog blevet mødt med skepsis af oppositionsgrupper, som ikke forventer, at valget vil forløbe på retfærdig vis.

jel /ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//innovation/artikel/rusland-vil-opfoere-et-atomkraftvaerk-i-myanmar

GDPR