DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Renten er sænket flere gange i år - nu kan tempoet blive skruet op

Torsdag ventes ECB at sænke renten. Det vil være tredje gang i år, efter at den nåede et rekordhøjt niveau, og mere kan ifølge økonomer være i vente.  
16. OKT 2024 15.27
Økonomi

Renten er allerede blevet sænket to gange i år, og torsdag kan den få endnu et nøk ned, når Den Europæiske Centralbank (ECB) holder rentemøde. Det er den generelle forventning i markedet og blandt økonomer, som følger udviklingen. En af dem er chefstrateg Frederik Engholm fra Nykredit. Det skyldes, at stemningen er ændret siden det seneste møde i september.

- ECB er blevet mere bekymret for, at væksten er blevet for svag.

Og da lavere renter er en måde at få mere gang i økonomien, er det altså et håndtag, som centralbanken nu ventes at dreje på. Økonomen forventer, at torsdagens møde bliver "starten på et temposkift":

- De har kvartalsvis sænket renten på hvert andet møde den seneste tid. Nu forventer jeg, at de vil sænke renten på alle de næste fire møder.

Selv hvis den ledende rente, som spreder sig på de finansielle markeder og påvirker mange boligejere, sænkes, er den langt højere end for få år siden.

De seneste to år er renten blevet hævet ikke mindre end ti gange for at få bugt med den tårnhøje inflation i kølvandet af corona og Ukrainekrigen. Den ledende rente hos ECB gik fra det rekordlave niveau -0,5 pct. i 2022 til rekordhøje 4 pct., som den var ved indgangen til 2024.

Siden er den blevet sænket to gange til 3,5 procent før torsdagens møde.

Uvished om fremtidigt renteniveau

Hvor langt ned renten skal, tror Frederik Engholm fra Nykredit ikke, at der er enighed om i ECB's styringsråd af centralbankchefer fra eurolandene.

- Vores udgangspunkt er, at renten skal ned omkring to pct., men det kan være endnu lavere, hvis væksten bliver ved med at skuffe, siger han.

Også hos Arbejdernes Landsbank er forventningen, at renten sænkes torsdag, og at den ender i overkanten af to pct. hen mod slutningen af 2025.

- Det er ikke sådan, at speederen trykkes i bund, men foden lettes torsdag lidt mere fra bremsen, siger privatøkonom Brian Friis Helmer.

Det skyldes, at inflationen er kommet mere under kontrol, forklarer han.

- Det meste er allerede indregnet i de renter, vi allerede har. Men dem, som det kommer allermest til gode, er dem med helt korte rentebindinger.

De får ny rente ved årsskiftet. Skete det i dag, ville den være 0,5 procentpoint lavere, end den de fik, da renten senest blev fastsat 1. juli. Også Brian Friis Helmer venter flere rentesænkninger fremover.

- Vores forventning er, at renten sænkes igen i december ved næste møde, og så forventer vi nok en tre-fire rentesænkninger i løbet af 2025.

ECB er centralbank for de lande, som bruger euro. Beslutningerne har dog også indflydelse i Danmark, da vi fører fastkurspolitik over for euro. Det betyder, at Nationalbanken stort set altid følger i hælene på ECB med en tilsvarende ændring af renterne hos bankernes bank.

Dermed får det ikke kun konsekvenser for realkreditlånene, som finansieres på de finansielle markeder, men også renterne i de danske banker.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/renten-er-saenket-flere-gange-i-aar-nu-kan-tempoet-blive-skruet-op

GDPR