DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Konsulenthus:
Regningen for klimanøleri kan beløbe sig til 1.253 billioner kr. i 2070

Deloitte sætter tal på de forventede udgifter ved ikke at bremse klimaforandringerne. Udgifterne forventes at slå et hul i verdensøkonomien i størrelsesordenen 1.253 billioner kr. i 2070. Til gengæld er der penge at hente ved grøn omstilling.
25. MAJ 2022 12.01
Klima
Økonomi

Verdens ledere mødes i disse dage på World Economic Forums årlige møde i Davos i Schweiz, og her bør de ifølge Deloitte sikre en fælles handleplan for at opnå systematisk klimaneutralitet. Ellers kommer verdensøkonomien til at lide store tab. Det fremgår af en ny rapport fra Deloittes globale center for bæredygtighed (DCSP).

Regningen lyder på 1.253 billioner kr. over det næste halve århundrede, hvilket svarer til mere end 1.000 gange det beløb, danskerne hvert år betaler i skatter og afgifter, skriver Deloitte i en pressemeddelelse.

Hvis den globale opvarmning når op omkring 3° celsius mod århundredets afslutning, vil konsekvenserne være uoverskuelige. Det vil gå hårdest ud over verdens mest sårbare med tab af produktivitet og beskæftigelse. Derfor er der behov for en systematisk omstilling så hurtigt som muligt, mener partner og leder af Deloitte Economics Majbritt Skov.

- Det er en fuldstændig nødvendig opgave. Omstilling af økonomien til en fossilfri fremtid kræver omfattende koordinering og samarbejde på alle niveauer blandt verdens ledere. Udfordringerne er grænseløse, og løsningerne skal derfor også findes i fællesskab. Der skal tages modige beslutninger og anlægges et langsigtet investeringsperspektiv. Men så skal gevinsterne også nok komme, både klimamæssigt, socialt og økonomisk, siger hun. 

Behov for forskellige veje verden over

Ifølge Deloittes beregninger vil skiftet fra en fossilafhængig økonomi til en økonomi, der primært drives af vedvarende energi ikke kun afhjælpe de truende problemer, det vil også give økonomisk vækst.

Der er med andre ord en positiv motivation rent økonomisk ved at trykke speederen i bund for den grønne omstilling. Verdensøkonomien kan se frem til en gevinst på 303 billioner kr. over de næste 50 år ved at handle rettidigt på klimakrisen.

Rapporten viser, at der ikke er ens veje mod klimaneutralitet for hele verden, og at hver geografiske region vil gennemføre omstillingen i forskelligt tempo.

- I Asien vil man allerede opleve vendepunktet i dette årti, mens Europa først vil se afkastet af investeringerne i 2050’erne. Og her er nok den største udfordring for os europæere – der er brug for årtiers investering, før potten vender, siger Majbritt Skov.

Deloittes rapport konkluderer, at der er brug for handling nu. Offentlige og private aktører skal i fællesskab fastlægge rammerne for politisk handling. Både fra statens og erhvervslivets side skal der investeres i strukturelle ændringer, som fremmer lavemissionsindustrier og sætter fart på omstillingen mod klimaneutralitet.

amp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/regningen-for-klimanoeleri-kan-beloebe-sig-til-1-253-billioner-kr-i-2070

GDPR