
Bornholm er allerede i dag en vigtig spille i den grønne omstilling. Øen har en vigtig udskibningshavn for offshore vindmøller og er udset til at blive energiø inden 2030. Og nu viser en netop præsenteret EU-støttet rapport, at øen også har gode forudsætninger for Power-to-X, oplyser Rønne Havn i en pressemeddelelse.
Rapporten har i det sidste år undersøgt muligheden for lokal Power-to-X-produktion af grøn energi på Bornholm. Bag undersøgelsen står en arbejdsgruppe ledet af Rønne Havn A/S og en række lokale og nationale aktører bl.a. Bornholms Regionskommune, Rambøll, Topsoe, Ørsted, BEOF og DTU.
Undersøgelsen har haft som formål at undersøge grundlaget for en produktion af grønne brændstoffer på Bornholm. Produktion af Power-to-X brændstoffer er blevet relevant i forbindelse med etableringen af Energiøen Bornholm, hvor der vil blive opsat minimum tre GW havvind, samt etableret energiforbindelser til Sjælland og Tyskland.
Peger ikke på placering
Et Power-to-X-projekt kan være med til at øge værdien af den nye energiø og understøtte de politiske målsætninger om 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030 og udbygning af Power-to-X-projekter i Danmark. Hovedklusionerne i Power-to-X-rapporten er bl.a.:
- Power-to-x produktion på Bornholm er mulig i forbindelse med etableringen af energiøen
- Der er rigeligt med spildevand til rådighed på Bornholm, selv til et stort Power-to-x-anlæg. Hverken grundvand eller havvand vil derfor være nødvendigt at anvende i en evt. Power-to-X-proces
- Der er et marked for grønne brændstoffer lokalt, ligesom det er forventeligt at der vil være et hurtigt voksende marked til skibstrafikken
- Der er muligheder for at lave sektorkobling og udnytte spildvarme fra et Power-to-X anlæg til fjernvarme
- Spildvarme fra et Power-to-X-anlæg kan også udnyttes til nye erhverv på Bornholm
- Oxygen fra et Power-to-X-anlæg kan bruges til at rense vores spildevand gennem fx symbiose mellem spildevand og Power-to-X-produktion
- Et Power-to-X-anlæg kan hjælpe med at balancere energisystemet
Undersøgelsen kommer ikke med konkrete forslag til placering af et Power-to-X-anlæg, men har udarbejdet en guideline til potentielle udviklere med input omkring placering af et evt. Power-to-X-anlæg på Bornholm.
Som en del af undersøgelsen er der blevet lavet et roadmap eller arbejdsprogram for, hvordan et Power-to-X-anlæg kan etableres. Den viden vil nu blive gjort frit tilgængelig ligesom andre af undersøgelsens konklusioner.
Projektet har set på produktion af ammoniak og hydrogen, men vil i de kommende måneder også undersøge om det også er muligt at etablere en produktion af metanol, som er det grønne brændstof som mange skibe begynder at sejle på.
Rapportens hovedpointer kan læses mere udspecificeret her.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.