
Tysklands udslip af drivhusgasser er på det laveste punkt i omkring 70 år, viser et nyt studie, der fastslår, at det er lykkedes for Europas største økonomi at få reduceret afhængigheden af kul hurtigere end ventet.
Der blev udledt 673 millioner ton drivhusgasser sidste år fra forbundsrepublikken, hvilket var 73 millioner ton færre end i 2022, viser studiet fra tænketanken Agora Energiewende. Udslippene er dermed tilbage på niveauet fra 1950'erne.
- Reduktionen skyldes først og fremmest udfasning af kulkraft, fastslår Agora.
Nedskæringer i russiske gasleverancer fik i 2022 Tyskland til på ny at fyre op i gamle kulkraftværker, men sidste år blev disse værker gradvist lukket ned igen.
Dette bidrog til en reduktion af CO2-udslippene fra kulkraftværker med 46 millioner ton i 2023, mens udslippene fra tysk industri faldt med 20 millioner ton, ifølge Agora. Kulkraft stod i fjor for 26 pct. af elektricitetsproduktionen i Tyskland, mod 34 procent året før.
Tyskerne hentede over 50 pct. af deres elektricitet fra sol og vind i fjor, men er fortsat et stykke fra målet om at hente 80 procent af energien fra vedvarende energikilder inden 2030.
Tyskland har et erklæret mål om at udfase kul i 2038, men økonomiminister Robert Habeck har lagt op til en hurtigere udfasning - i 2030, hvilket allerede støttes af delstaterne, men støder på modstand i det "brune bælte" i øst.
/ritzau/dpa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.