
Ældre samfundsgrupper får andel i en for stor del af samfundskagen og kan trække sig for tidligt fra arbejdsmarkedet. Det sker på bekostning af børn og unges trivsel og muligheder.
Det mener De Radikale, som vil give bedre uddannelsesmuligheder, mere natur og mere frihed og tid til børnene i partiets økonomiske 2030-plan, som har fået titlen "En ny generationskontrakt".
- Det er ikke fordi, jeg ikke under de +65-årige behandling, hvis de bliver syge. Men tænk, hvis vi havde prioriteret forebyggelse i stedet for, så de ikke blev syge, siger politisk leder Martin Lidegaard (R) mandag på Egelund Slot nord for Hillerød, hvor De Radikale afholder sommergruppemøde.
Fuld grøn omstilling på fem år
De Radikale vil desuden afsætte ti mia. kr. om året til at lave grønne investeringer og lempe visse afgifter. Planen indeholder desuden en ambition om et endeligt farvel til de fossile brændsler.
"Vedvarende energi og energieffektivitet skal gøre Danmark helt fri af fossile brændsler i hele vores energisystem inden for få år. Det er afgørende for vores klima, men også for vores sikkerhed. Sammen med de andre lande i EU importerer vi hvert år for 450 mia. euro fossile brændsler til EU og sender årligt milliarder til lande, vi ikke ønsker at støtte økonomisk, herunder Rusland. Det kan ikke fortsætte," lyder det bl.a. i udspillet "En ny generationskontrakt".
Her fremsættes desuden et mål om en "fuld grøn omstilling på fem år".
"Inden for de næste fem år vil Radikale Venstre arbejde for, at vi får sat afgørende hak på den grønne to-do-liste, som skal sikre, at vi kommer helt i mål med den grønne omstilling af vores samfund. Og vi vil finde den nødvendige finansiering," lyder det også i de Radikales udspil.
- Når aftalen, som den grønne trepart, har forhandlet sig frem til, skal implementeres, skal den munde ud i, at langt mere landbrugsjord udtages og bliver omlagt til natur, siger Lidegaard.
Pengene skal hentes ved at droppe pensionsordninger
Finansieringen vil De Radikale blandt andet finde ved at udfase to pensionsordninger frem mod 2030. Det gælder efterløn og retten til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, også kendt som Arne-pensionen. De Radikale ønsker kun at bevare seniorpensionsordningen, som man kan få, hvis man bliver vurderet til at være nedslidt.
- Der er mange seniorer, der er friske og raske, som har trukket sig tilbage på en af de tre ordninger. Der er rigtig mange erfaringer og kompetencer, som arbejdsmarkedet går glip af, rigtig mange kompetencer, der lige nu er på efterløn eller Arne-pension, siger Samira Nawa.
Det er to år siden, at De Radikale senest fremlagde en økonomisk 2030-plan, og en del af elementerne går igen i den opdaterede plan. De Radikale vil fra 2030 give tre milliarder kroner i klima- og udviklingsbistand, og på længere sigt ønsker partiet, at Danmark skal øge bistandsmidlerne fra 0,7 pct. til 1,0 pct. af bruttonationalindkomsten (bni).
amp/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.