Rusland vil stoppe olie- og gasforsyninger, hvis der indføres et prisloft. Det siger den russiske præsident, Vladimir Putin, onsdag. I en tale på det årlige økonomiske forum i Vladivostok siger den russiske leder, at europæiske opfordringer til at indføre prisloft for russisk gas er "stupide".
Han gør det klart, at det vil få Rusland til at opgive de kontrakter, der er indgået om eksport af gas og olie til EU-landene.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde fredag, at hun mener, at tiden er inde til at indføre et prisloft på køb af russisk gas. Dette fik øjeblikkeligt den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev til at sige, at dette ville få Rusland til at stoppe eksporten til europæerne.
- Der vil ganske enkelt ikke være russisk gas til Europa, skrev Medvedev på beskedtjenesten Telegram.
Ifølge Ursula von der Leyen skal prisloftet på gassen være et modsvar på Putins forsøg på at manipulere med Europas energimarked.
Gaspriser på himmelflugt
Efter Ruslands invasion af Ukraine har energipriserne været på himmelflugt. Det skyldes blandt andet, at Rusland ved flere lejligheder har begrænset Europas adgang til russisk gas.
- I løbet af de sidste uger og måneder har vi arbejdet hårdt på en europæisk plan for at kæmpe imod Putins manipulationer, sagde von der Leyen fredag.
Samtidig erklærede G7-landenes finansministre, at de vil sætte et prisloft på råolie og olieprodukter fra Rusland. Det fremgik af en fælles udtalelse fredag.
G7-landene er syv af verdens førende industrilande. Gruppen omfatter Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien, USA, Canada og Japan.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.