DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Professor i klima og økonomi ved DTU Kirsten Halsnæs kalder det "et stort tab", at udfasningen af fossile brændsler ikke nævnes i klimaaftalen fra COP29. (Arkivfoto). - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Professorer: Ny klimaaftale er en sejr for oliestaterne

Udfasningen af fossile brændsler blev nævnt i klimaaftalen fra COP28, men det nævnes ikke i den nye aftale.  
25. NOV 2024 9.05
Energi
Gas
Klima
Olie
Politik

Oliestaterne er blandt de få lande, der kan gå glade hjem fra COP29-topmødet i Baku. Sådan lyder vurderingen fra Kirsten Halsnæs, som er professor i klima og økonomi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

- Jeg vil sige, at det er et stort tab, at der ikke er kommet noget ind i aftaleteksten omkring, at man skal udfase kul, olie og gas. Så det må de olieproducerende og kulproducerende lande være glade for. Mon ikke de er de eneste, som er rigtig glade. siger professoren.

Kirsten Halsnæs fremhæver, at der i klimaaftalen fra COP28 i Dubai sidste år blev nævnt, at verden skal bevæge sig væk fra fossile brændstoffer. I årets klimaaftale nævnes der ikke noget om udfasning af fossile brændstoffer - altså kul, olie og gas.

- Fossile brændsler er den største kilde til drivhusgasudslip, og det er vigtigt at holde sig for øje, lyder det fra Kirsten Halsnæs.

Professor i klimaforandringer på Syddansk Universitet (SDU) Sebastian Mernild kalder den nye klimaaftale for en "svækkelse" sammenlignet med klimaaftalen fra COP28.

- Det er skuffende og bekymrende, at man ikke formår at genbekræfte aftalen fra Dubai, siger Sebastian Mernild.

- Vi ved godt, hvad konsekvenserne er, hvis vi stadigvæk bliver ved med at udlede drivhusgas. Det er, at verdenen bliver markant varmere, end det vi ser i dag, tilføjer han.

Resultatet af COP28 markerede den første gang, at fossile brændsler er blevet nævnt i en aftale fra FN-klimakonferencen. Flere miljøorganisationer har udtrykt, at de er skuffede over COP29-aftalen. De mener, at aftalen er utilstrækkelig og et tilbageskridt for klimaet.

- Den fossile brændstofindustri er blevet skånet for ethvert ansvar, og de kommer til at grine hele vejen til banken, siger Tracy Carty, der er klimapolitisk ekspert i Greenpeace, i en pressemeddelelse.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/professorer-ny-klimaaftale-er-en-sejr-for-oliestaterne

GDPR