
Prisen på en tønde nordsøolie er tirsdag faldet til det laveste niveau i næsten et år - og det laveste niveau, siden krigen i Ukraine begyndte. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP og det norske nyhedsbureau NTB.
Omkring klokken 18.30 tirsdag ligger prisen på en tønde nordsøolie få cent under 80 dollar. Ikke siden 6. januar har prisen været lavere.
I løbet af seneste uge er prisen på nordsøolie faldet mere end seks procent, skriver det norske finansmedie Dagens Næringsliv. Den steg ellers mandag som følge af lettelser på coronatiltag i Kina og en vestlig aftale om et prisloft på russisk olie. Men stigningen blev kortvarig.
Prisen på nordsøolie begyndte at stige i begyndelsen af året, i takt med at Rusland intensiverede sin tilstedeværelse nær Ukraine. Prisen steg voldsomt, da Rusland invaderede Ukraine sidst i februar. Den 8. marts toppede prisen, da den lød på næsten 128 dollar. Det var den højeste pris siden 2008, da der var finanskrise.
Prisloft på russisk olie
EU og G7-landene blev i sidste uge enige om at indføre et prisloft på 60 dollar på en tønde russisk olie. Det skal være med til at presse russerne økonomisk og begrænse deres for at finansiere krigen i Ukraine.
G7 består af syv af verdens førende industrilande. Medlemmerne er USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada. Det Hvide Hus har udtalt, at prisloftet vil begrænse den russiske præsident Vladimir Putins evne til at finansiere sin "krigsmaskine".
De høje oliepriser har i løbet af året blandt andet været med til at skubbe prisen på benzin i vejret. I sommer lå benzinprisen i en periode helt oppe omkring 20 kroner. I dag lyder prisen på knap 15 kroner.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.