DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Prisen på gas og el kan blive tredoblet i britiske hjem

Den gennemsnitlige årlige pris for gas og el kan stige til over 50.000 kroner per husstand i Storbritannien.  
22. AUG 2022 10.05
Energi
Gas
Økonomi

Energipriserne, der i forvejen ligger på et rekordhøjt niveau, kan de kommende måneder eksplodere til op mod det tredobbelte i Storbritannien. Det viser en prognose fra det uafhængige energirådgivningfirma Auxilione.

I dag lyder den gennemsnitlige årlige pris for gas og el på 1971 pund (cirka 17.250 kr.) per husstand i Storbritannien. Ifølge Auxilione kan beløbet stige til 3576 pund (31.300 kr.) i oktober, 4799 pund (42.000 kr.) i januar og 6089 (53.300 kr.) i april. Prognosen er baseret på gaspriser fra fredag.

Den vil formentlig skabe bekymring hos millioner af briter, der - ligesom folk i mange andre lande - kæmper med høje energipriser.

Den ventes også at lægge yderligere pres på den britiske regering, der er blevet opfordret til at tage hånd om prisstigningerne. I Danmark har 400.000 husstande for nylig fået udbetalt en varmecheck på 6000 kr. Det skal hjælpe med at betale høje gasregninger.

Det vurderes, at omkring 45 millioner briter denne vinter vil blive påvirket af de høje priser på gas og el. Der bor cirka 67 millioner i Storbritannien.

Det forventes blandt andet, at der i løbet af vinteren vil være rigtig koldt i mange hjem, fordi folk frygter en høj varmeregning. De høje priser er blandt andet et resultat af Ruslands invasion af Ukraine. Den har betydet, at Europa har skåret drastisk ned på brugen af russisk gas.

I Danmark er målgruppen for den netop udbetalte varmecheck husstande med en indkomst på under 706.000 kr. før skat. Husstanden skal desuden primært være opvarmet af gasfyr, el-radiatorer eller ligge i et fjernvarmeområde med en gasandel på over 65 procent.

Aftalen blev indgået i foråret mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Kristendemokraterne og Alternativet. Hele aftalen om varmechecken har en værdi af 2,4 mia. kr..


Ritzau / dpa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/prisen-paa-gas-og-el-kan-blive-tredoblet-i-britiske-hjem

GDPR