DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Samira Nawa (R), Signe Munk (SF) og Dina Raabjerg (K) kræver møde og redegørelse fra klimaministre. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Partier frygter brud på Nordsøaftale og afkræver ministre redegørelse

Ordførere vil have svar på, om Klimaministeriet har brudt aftale i jagten på at maksimere olieproduktion.  
3. MAJ 2024 10.50
Olie
Politik

Tre partier i Nordsøaftalen kræver nu en redegørelse fra den nuværende og tidligere klimaminister i sagen om Klimaministeriets dialog med olieselskaber om maksimeret oliejagt.

Radikale, SF og Konservative er bekymrede for, om Klimaministeriet har opfordret olie- og gasselskaber til at accelerere og maksimere deres produktion i den danske Nordsø. Det kan være i strid med Nordsøaftalen om stop for olie- og gasproduktion, som de var med til at vedtage i 2020, frygter partierne.

- Vi har med stor bekymring kunnet læse om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets arbejde for at accelerere og maksimere olie- og gasproduktionen i Nordsøen frem mod slutdatoen. Det skriver de tre partier i et brev til Klimaministeriet, der er adresseret til både Lars Aagaard (M) og Dan Jørgensen (S).

Ministeriets dialog med olieselskaberne er kommet frem i en aktindsigt til Greenpeace og Ritzau.

Vil indkalde aftalekreds bag Nordsøaftalen

De tre partier beder nu om ”hurtigst muligt” at få indkaldt aftalekredsen bag Nordsøaftalen til en redegørelse om sagens forløb og ministrenes rolle.

- Vi finder det yderst problematisk, hvis Klimaministeriet, til trods for hvad Klimaministeren gentagne gange har understreget, har taget aktiv del i at fremskynde investeringer i Nordsøen, som kan have ledt til at Bluenord (daværende Noreco) valgte at indsende en uopfordret ansøgning til Energistyrelsen, skriver klimaordførerne Samira Nawa (R) og Signe Munk (SF) samt energiordfører Dina Raabjerg (K).

De fremhæver, at der i Nordsøaftalen står, at ”det ikke længere er staten, der inviterer til efterforskning efter fossile brændsler”. Det kan potentielt stride med ministeriets møder med olieselskaberne, mener ordførerne.

Aktindsigt i mødepapirer hos Klimaministeriet viser, hvordan Klimaministeriet i 2022 holdt møder med en lang række forskellige olieselskaber. Dagsordenen var at undersøge, om man kunne få olieselskaberne til at øge og fremrykke sin produktion af gas og olie. Det står i kontrast til en udmelding fra klimaminister Lars Aagaard om, at en olieansøgning til staten var sket ”uopfordret”.

Dialog med olieselskaber er ikke i tråd med det Nationale Kompromis

Dialogen med olieselskaberne skete efter indgåelsen af det nationale kompromis, hvor Folketinget tillod afsøgning af en ”midlertidig” øget gasproduktion i forsøget på at blive uafhængig af russisk gas. Klimaministeriet har brugt dette som forklaring.

Men de tre partier mener ikke, at ministeriets møder med olieselskaberne er inden for rammen af det nationale kompromis.

- Ydermere vil vi gerne understrege over for ministrene, at vi ikke mener, at ordlyden – og hensigten i det Nationale Kompromis – kan tolkes i en sådan grad, at det retfærdiggør, at klimaministeriet har arbejdet aktivt for at accelerere og maksimere olie- og gasproduktionen mod 2050.

Klimaminister Lars Aagaard har afvist, at han har opfordret olieselskaber til at øge deres produktion. Dialogen er sket før hans tid som minister, og ministeriets mening var at afsøge markedets muligheder.

Klimaministeriet har ligeledes svaret Ritzau, at de betragter dialogen med olieselskaberne som værende inden for Nordsøaftalen.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/partier-frygter-brud-paa-nordsoeaftale-og-afkraever-ministre-redegoerelse

GDPR