DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Ny rapport fra Green Power Denmark anbefaler regeringen at sætte 2035-mål for produktion af grønne brændstoffer. (Arkivfoto.)
Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Organisationer giver regeringen fire anbefalinger til grøn brændstofproduktion

Green Power Denmark står med opbakning fra Dansk Industri og Danske Rederier bag ny rapport, der opfordrer til massiv opskalering af PtX-brændstoffer til luft- og skibsfart.  
6. MAJ 2025 10.23
Energi
Politik
Power-to-X
Transport

Danmark bør i 2035 kunne levere grønne PtX-brændstoffer til international transport svarende til en CO2-reduktion på 2,5 mio. ton. Det fremgår af en ny rapport fra Green Power Denmark som har Dansk Industri og Danske Rederier som medafsendere. Rapporten indeholder fire anbefalinger til regeringen. 

- Der er behov for at øge vores ambitioner der, hvor vi kan bidrage med flest CO2-reduktioner. Et oplagt sted at begynde er ved at producere grønne PtX-brændstoffer til den internationale transportsektor. Danmark har en unik mulighed for at gå forrest og bistå med at nedbringe udledningerne, men det kræver, at vi er fremme i skoene nu og sikrer, at der inden midten af 2026 træffes de nødvendige investeringsbeslutninger,siger Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi og PtX i Green Power Denmark.

Anbefalingerne skal styrke Danmarks rolle i den globale grønne omstilling af skibs- og luftfarten. Rapporten fremhæver nødvendigheden af hurtige investeringsbeslutninger inden midten af 2026, et fast produktionsmål, målrettet brug af EU-midler og fortsat politisk engagement i både EU og FN-organisationerne IMO og ICAO.

Politiske prioriteringer nødvendige

Rapporten peger blandt andet på opsætning af mere havvind, opsamling af biogen CO2 fra kraftvarmeværker samt mobilisering af stærke danske virksomheder i værdikæden. Samtidig foreslås det, at midler fra EU’s kvotehandelssystem øremærkes til dansk PtX-produktion via en dobbelt auktionsmekanisme. Målet er en effektiv integration af hele leverandørkæden – fra produktion til anvendelse i skibs- og luftfart.

- For at lykkes kræver det den rette politiske prioritering, og at regeringen handler nu. Danmark har potentialet til at udbygge vores vind- og solkapacitet markant, vi har gode muligheder for at fange den biogene CO2 fra vores kraftvarmeværker, og vi har dygtige virksomheder i hele værdikæden, der er klar til at rykke. Alle de rigtige forudsætninger er med andre ord til stede for at producere grønne brændstoffer i stor skala, siger Camilla Holbech.

Rapporten og dens beregninger er udarbejdet af Green Power Denmark, men Dansk Industri samt Danske Rederier støtter op om dens budskaber. 

- Dansk skibsfart er frontrunner i den grønne omstilling på verdenshavene. Men der er brug for en massiv opskalering af produktionen af grønne brændstoffer til at putte i tanken på vores skibe, hvis vi skal komme helt i mål med ambitionen om klimaneutral skibsfart, og hvis vi skal kunne leve op til gældende EU-regler og IMO’s Net Zero Framework. Det kræver investeringer i hele værdikæden, og det kræver også et stærkt fokus på etablering og opskalering af produktion af PtX-brændstoffer i Danmark, siger Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.

amp

 

De fire anbefalinger: 

  1. Regeringen skal fortsætte det stærke arbejde i IMO og engagere sig yderligere i ICAO, for at sikre en global og ambitiøs anvendelse af PtX-brændstoffer.
     
  2. Regeringen skal arbejde for, at EU fastholder vedtagne grønne målsætninger og implementerer nye virkemidler, der kan sikre produktion af PtX-brændstoffer.
     
  3. Regeringen skal sætte et 2035-mål for dansk produktion af PtX-brændstoffer til luftfarten og skibsfarten.

  4. Regeringen skal øremærke danske midler fra EU ETS til dansk PtX-produktion og udmønte midlerne via en dobbelt auktionsmekanisme. 

Kilde: Dansk produktion af grønne PtX-brændstoffer til luft- og skibsfarten

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/organisationer-giver-regeringen-fire-anbefalinger-til-groen-braendstofproduktion

GDPR