Østrigs kansler, Karl Nehammer, opfordrer EU til at gribe ind og bremse de rekordhøje priser på strøm.
- Elpriserne skal ned. Vi kan ikke lade Putin bestemme hver dag, siger han med henvisning til de høje priser på energi, siger Nehammer i en udtalelse søndag.
Den østrigske kansler siger, at han vil tage sagen op på EU's kommende krisemøde om energi. Nehammer har allerede drøftet spørgsmålet med regeringerne i to af Østrigs nabolande, Tyskland og Tjekkiet. Tjekkerne har EU-formandskabet i dette halvår.
- Vi bliver nødt til at stoppe det vanvid, der foregår lige nu på energimarkederne, siger han.
Elpriserne i EU nåede i denne uge nye rekordhøje niveauer. Både eksperter og politikere har advaret om, at EU står over for en hård vinter på grund af Ruslands invasion af Ukraine, og efter at Rusland har skåret ned på gasleverancerne til en række europæiske lande.
I Tyskland vil regeringen foreslå flere tiltag for at hjælpe de borgere, der har svært ved at betale de stigende el-, gas- og varmeregninger. Det skriver Süddeutsche Zeitung søndag.
Rekordhøje priser
De meromkostninger, som tyske energiselskaber har i forbindelse med at finde alternativer til russisk gas, havner hos forbrugerne.
I Tyskland nåede prisen for 1000 kilowatt strøm fredag op på 995 euro, mens den i Frankrig lyder på lidt over 1100 euro. Det svarer til henholdsvis 7400 kroner og knap 8200 kroner.
Ifølge tal fra den danske energistyrelse bruger en gennemsnitlig familie på fire cirka 4600 kilowatt strøm om året. Det vil i Tyskland resultere i en årlig elregning på 34.000 kroner, mens den i Frankrig vil lyde på knap 38.000 om året med de nuværende, rekordhøje priser.
For at hjælpe de tyskere, der er økonomisk presset af de stigende priser, har den tyske regering vedtaget to hjælpepakker i år. Blandt dem er billige rejsekort. Den tredje hjælpepakke, der er på vej, vil blandt andet forlænge den ordning, erfarer avisen.
Desuden kan der komme direkte støtte til de familier, der har den laveste indkomst, fremgår det ifølge avisen af udkast til et forslag fra de tyske regeringspartier, SPD og De Grønne.
SPD ønsker også et loft på el- og gaspriserne, men der foreligger endnu ikke et konkret forslag, skriver Süddeutsche Zeitung ifølge Reuters.
/ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.