Ørsted stiger over 12 pct. kort efter børsåbning. Det sker, efter at et arbejdsstop på norske Equinors havvindmøllepark i USA er blevet ophævet.
I påsken beordrede den amerikanske regering pludselig, at opførslen af vindmølleparken Empire Wind ud for New Yorks kyst skulle standse. Det har skabt frygt for, at noget lignende kunne ske for Ørsted, der er ved at opføre to havvindmølleparker ud for den amerikanske østkyst.
Men nu er arbejdsstoppet på Empire Wind altså blevet ophævet, og Equinor forventer, at parken kan tages i drift som planlagt i 2027.
Det har det norske energiselskab meddelt i en pressemeddelelse natten til tirsdag dansk tid. Her lyder det desuden, at havvindmølleparken i øjeblikket er omkring 30 pct. færdig.
Analytiker: Sejr for vindindustrien
Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank, ser det som en sejr for vindindustrien, at Trump-administrationen har annulleret arbejdsstoppet på Empire Wind.
Og så er det rigtig godt nyt for Ørsted, fordi det fjerner meget af den risiko, der har været, for at Ørsted kunne blive ramt af et lignende arbejdsstop.
- Det giver en meget kraftig indikation af, at Ørsted kan få lov at opføre Sunrise Wind-projektet i USA. Hvis det projekt var blevet stoppet, kunne Ørsted se frem til en stor milliardregning, siger han.
Jacob Pedersen vurderer, at et beordret stop for Sunrise Wind ville koste Ørsted mellem 15 og 25 mia. kr. Lige som Empire Wind forventes det, at Sunrise Wind vil være i drift i 2027.
Ørsteds andet projekt ud for den amerikanske østkyst, Revolution Wind, er længere fremme og ventes at være i drift i 2026.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.