
Energiselskabet Ørsted er faldet med 25,7 pct. ved børsluk onsdag efter milliardnedskrivninger i USA. Det er ifølge erhvervsmediet MarketWire selskabets værste børsdag nogensinde.
Det voldsomme fald kommer, efter at selskabet, hvis største ejer er den danske stat, har meddelt, at det nedskriver sine amerikanske aktiviteter med 28,4 mia. kr.
Årsagen er, at stigende priser og høje renter har gjort det langt dyrere at opføre vindmølleparkerne Ocean Wind 1 og 2, end Ørsted forventede, da kontrakterne blev indgået. Derfor blev det besluttet at opgive opførelsen af de to parker. Nedskrivningerne betyder, at Ørsted har tabt 19,9 mia. kr. i årets første ni måneder.
Selskabet har omsat for 64,9 mia. kr. i år indtil nu, hvilket svarer til en tilbagegang på 33 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Og det endda på trods af, at selskabets havvindparker driftsmæssigt næsten har fordoblet overskuddet og tjent 13 mia. kr.
Analytiker: Nedskrivninger kan få betydning for Ørsteds vindambitioner
Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, kaldte tidligere onsdag nedskrivningen, som blev præsenteret samtidig med selskabets delårsrapport, for "gigantisk". Han påpegede, at det kan få betydning for Ørsteds ambitioner for fremtiden.
- Det kan betyde, at man drosler ned på ambitionerne om at opføre vindmøller i fremtiden, fordi de finansielle seler ikke kan bære den vækst, sagde han.
Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, sagde tidligere onsdag i en pressemeddelelse, at vi er "utrolig skuffede" over ikke at gå videre med de to havvindparker.
Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.