
Dårlige nyheder fra USA har onsdag sendt energiselskabet Ørsted ud i en enorm nedtur på børsen. I alt blev knap en fjerdedel barberet af Ørsted-aktiens værdi. Mere præcist faldt værdien af aktien med 24,8 pct. til 420,90 kr. Det står klart efter børslukning klokken 17 onsdag. Ifølge erhvervsmediet MarketWire er der tale om selskabets største kursfald nogensinde med over 58 mia. kr i tabt markedsværdi.
Nedturen kommer, efter at Ørsted sent tirsdag aften besluttede at nedskrive værdien af tre amerikanske havvindprojekter med fem milliarder kroner. Årsagen er forsinkelser og højere materialepriser. Aktieanalysechef hos Sydbank Jacob Pedersen forklarer, at markedschokket skyldes, at "de fleste havde på fornemmelsen", at forretningen "var rigtig godt kørende".
- Det kommer som en kæmpe overraskelse, at nogle projekter kan gøre så ondt og føre til så store nedskrivninger, siger Pedersen.
En del af årsagen til kursfaldet er, at selskabet holder døren åben for yderligere afskrivninger. De kan blandt andet komme, hvis forhandlingerne om en amerikansk skatterabat ikke får det ventede udfald, og hvis renten ikke snart begynder at falde igen. De samlede nedskrivninger kan ende på 16 mia. kr.
Førte til uro i markedet
Ørsted-nedturen var med til at skabe en generelt dårlig dag på børsen. C25-indekset faldt samlet med 2,4 procent, og også hos vindmølleproducenten Vestas skabte det uro og et fald på 5,3 procent.
- Det er en rigtig, rigtig, rigtig dårlig dag for hele verdens havvindindustri, når den største havvindprojektudvikler i form af Ørsted har skeletter, der vælter ud af skabet på den her måde, siger Jacob Pedersen.
Han venter, at der også kan komme dårlige nyheder fra Ørsted-konkurrenterne. Generelt mener han, at der i det politiske system kan blive brug for en "rekalibrering", da havvind kan blive dyrere end ventet.
- Det kan blive et problem for den grønne omstilling, hvis vi tror, at den kan foretages lige så billigt, som vi troede for to år siden, siger aktieanalysechefen.
- Vindmøllerne er steget i pris, og renterne er betydeligt højere, så derfor er det dyrere at opføre vindenergi, fortsætter han.
Ørsted, der har den danske stat som majoritetsejer, arbejder med forskellige områder. Ud over at selskabet udvikler, opfører og driver blandt andet hav- og landvindmølleparker, leverer Ørsted energiprodukter til sine kunder.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.