
Mange danskere venter på at få fjernvarme, og nu kan ventetiden potentielt blive kortere, hvis der lyttes til anbefalingerne fra arbejdsgruppen Nekst. I spidsen har stået Lars-Peter Søbye, formand for Industriens Fond. Han har svært ved at pege på ét redskab, som kan gøre den afgørende forskel.
- Men hvis jeg skal pege på én ting, så er det anbefalingen om en optimeret og struktureret myndighedsproces med myndigheder og selskaber.
Det vurderes i visse tilfælde at kunne forkorte tiden fra skitse til, at der kan lægges rør i jorden med op til 12 måneder mod typisk 17-33 måneder i dag.
Anbefalingerne spænder bredt - fra hurtigere kundetilbud til bedre information - og skal få naturgas ud af de danske hjem. Ambitionen er at nå det i 2035, men ifølge fremskrivninger ventes der at være 140.000 husstande med gasfyr tilbage. I dag er der omkring 300.000.
Om redskaberne i værktøjskassen er nok, er ifølge Lars-Peter Søbye svært at være sikker på. Han fortæller, at der er mange uforudsete parametre.
- Ingen af anbefalingerne kan stå alene. Men det er helt centralt, at forbrugerne får de bedste forudsætninger til at træffe et oplyst valg.
Bedre ser det ud for ambitionen om i 2028 at have fjernvarme, hvor det giver mening - om end en mindre andel ikke ser ud til at nås. Det bør dog anskues mere fleksibelt, da omkostningerne presses af mangel på arbejdskraft, materialer og højere renter, mener Lars-Peter Søbye.
Dansk Fjernvame: Borgere har brug for incitament
Hos Dansk Fjernvarme ser direktør Kim Mortensen gode toner i anbefalingerne. Han hæfter sig særligt ved anbefalingen om at fylde fjernvarmepuljen op.
Her kan fjernvarmeselskaber få tilskud til projekter, hvor fjernvarme udrulles nye steder og erstatter olie- og gasfyr, men den blev hurtigt tømt. I hans optik er anbefalingen om at gøre det muligt at varsle afkobling af private fra gasnettet efter nærmere fastlagte kriterier også "helt afgørende":
- De borgere, der skal tage beslutning om at tilslutte sig fjernvarme, har med de lave gaspriser brug for et ekstra incitament, siger Kim Mortensen.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) tror, at et sådant tiltag vil blive en nødvendig fremadrettet. Først skal det dog analyseres.
- Hvis man overhovedet forestiller sig at gå ned ad den vej, så skal kunderne have et ordentlig varsel.
Han fortæller, at en opfyldning af fjernvarmepuljen er på bordet i aktuelle forhandlinger om grøn fond. Om det er hans holdning, vil han ikke uddybe.
/ritzau/
Oversigt over arbejdsgruppens 10 anbefalinger
1. Klar besked om fjernvarme
1.1 Hurtig afgivelse af et forpligtigende kundetilbud for fjernvarme
1.2 Borgere i kommende fjernvarmeområder skal sikres varmeforsyning ved nedbrud af gasfyr inden fjernvarmetilslutning
1.3 Hjemmel til afkobling af gaskunder
1.4 Information til borgeren om fremtidens gassystem
1.5 Kampagnetilbud til borgere med gasfyr i eksisterende fjernvarmeområder
2. Optimeret myndighedsproces
2.1 Tidlig og konkret dialog mellem kommune, fjernvarmeselskab og andre relevante aktører om proces for projektforløb
2.2 Parallel udvikling af fjernvarme og elnettet ved faseinddelt proces
2.3 Opfølgning på kommunernes varmeplaner
2.4 Klare rammer for kommunernes myndighedsbehandling
2.5 Fleksible kommunale samarbejdsformer
3. Rammebetingelser for fjernvarme
3.1 Fjernvarmepuljen fyldes op og fleksibel tilgang til 2028-ambition
3.2 Vejledning om muligheder for at fordele omkostninger ved etablering af fjernvarme
3.3 Sammenhæng mellem levetid, regler om afskrivning og lånebetingelser for fjernvarmerør
4. Bedre udnyttelse af overskudsvarme på tværs
5. Fremtidssikring af fjernvarmesektoren
5.1 God selskabsledelse i alle fjernvarmeselskaber
5.2 Større fokus på tværgående samarbejdsformer
6. Bedre vilkår for udrulning af fjernvarme og afkobling fra gasnettet
6.1 Tidligere samarbejde gennem veltilrettelagte udbud
6.2 Ensretning af praksis for gravetilladelser på tværs af kommunegrænser
6.3 Klare regler for genanvendelse af jord
7. Styrk teknologiudvikling
7.1 Modernisering af standarder for etablering af ledningsnet
7.2 Teknologi skal bane vejen for en effektiv og robust varmesektor
7.3 Afklar regulering af termonet
8. Øget datakvalitet – fremme effektive indsatser
8.1 Udrulning af grøn varme skal understøttes med bedre data
8.2 Der skal skabes et nationalt overblik over anlægsprojekter
8.3 Øget anvendelse af fjernvarmedata skal sikre en hurtigere, omkostningseffektiv og sikker grøn omstilling
9. Hurtig udrulning af individuelle varmepumper
9.1 Information til borgeren om fremtidens gassystem
9.2 Kontinuerlige og forudsigelige støtteordninger til borgerne
9.3 Ensartet og klar kommunikation om varmepumper på tværs af kommuner
10. Indsats i områder, hvor konvertering er vanskelig
10.1 Systematisk tilgang og målrettet indsats
10.2 Biogas som et grønt alternativ, hvor konvertering er vanskelig
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.