Andelen af international arbejdskraft i Danmark vokser og vokser. Og efterspørgslen på engelsksprogede uddannelser stiger i takt. Derfor åbner Børne- og Undervisningsministeriet nu for et udbud med henblik på at etablere tre nye IB-uddannelser.
- Vi er nødt til at lave en ny udbudsrunde for at kunne fastholde den internationale arbejdskraft, siger børneordfører i Venstre Anni Matthiesen.
IB står for International Baccalaureate. Uddannelsen er en to-årig engelsksproget gymnasial uddannelse. Der er på nuværende tidspunkt 13 offentlige og 3 private IB-udbud i Danmark. I 2023 var 2105 elever i gang med en IB i Danmark.
Og en undersøgelse fra Epinion lavet for ministeriet forudsiger, at antallet vil stige med 70 pct. frem mod 2033. Regeringen vil derfor tilføje yderligere tre uddannelsessteder til udbuddet, i håb om at flere internationale medarbejdere vælger at blive boende, mens deres børn er under uddannelse. Og i Dansk Industri er man begejstret for den melding.
- Arbejdskraft er vores vigtigste valuta, og derfor er det helt afgørende, at vi kan tiltrække internationale talenter og deres familier til Danmark.
- Hvis børnene trives og har det godt, så er der også større sandsynlighed for, at forældrene bliver boende, lyder det fra vicedirektør i organisationen, Signe Tychsen Philip.
Udbuddet løber frem til den 1. oktober 2025, og det kan søges af alle gymnasiale uddannelser i Danmark. Dog er der nogle steder i landet, hvor det vil gøre en større forskel end andre, lyder det.
- Der hvor vi kan se, at behovet er størst, det er blandt andet i det sydjyske og omkring Odense og også nogle steder på Sjælland, siger Anni Matthiesen.
Vinderne af udbuddet forventes præsenteret i slutningen af 2025, hvorefter den internationale IB-organisation (IBO) skal give deres endelige godkendelse.
Det er uvist, præcis hvor lang den proces ender med at blive.
- Det afhænger af, om uddannelserne allerede har gjort nogle af tingene klar, og om de i forvejen har erfaring på området.
- Det er klart, at den proces kan tage noget tid, men jeg kunne godt drømme om, at man kan starte op allerede fra august 2026, siger børneordføreren.
jel /ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.