
Et forskerhold fra Aalborg Universitet har udviklet en avanceret teknologi, som kan lagre grøn energi i månedsvis og samtidig reducere omkostningerne markant. Det oplyser Aalborg Universitet i en meddelelse..
Lektor Manohar Chirumamilla og professor Kjeld Pedersen fra Institut for Materialer og Produktion har skabt en termisk emitter, der kan modstå ekstreme temperaturer og fungere stabilt i mere end seks måneder. Den nyudviklede teknologi er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cell Reports Physical Science.
- Vi har skabt en termisk emitter, der ikke bare overlever ekstreme temperaturer, men som også fungerer stabilt i over seks måneder. Dette er et vigtigt skridt mod anvendelige termiske batterier, siger Manohar Chirumamilla, der er lektor ved Aalborg Universitet.
I stedet for at lagre energi i kemisk form som i traditionelle batterier, lagrer den nye løsning overskydende vedvarende elektricitet som varme i billige og skalerbare materialer. Den lagrede varme kan derefter omdannes til strøm ved hjælp af termofotovoltaiske celler, som udnytter infrarød stråling.
Efter mere end ti års forskning har holdet udviklet en nanostruktureret emitter bestående af partikler fra yttrium-stabiliseret zirkoniumoxid på en wolfram-reflektor. Kombinationen giver en hidtil uset termisk stabilitet og gør teknologien egnet til både energilagring og genvinding af spildvarme i industrien.
- Op mod halvdelen af energien i industrien går tabt som varme. Med vores teknologi kan man genvinde en stor del af den – og enten bruge den direkte eller omdanne den til strøm, siger Manohar Chirumamilla.
Systemet, som er udviklet i samarbejde med Technische Universität Hamburg, Universität Hamburg og Helmholtz-Zentrum Hereon, er nu så modent, at det kan skaleres op til industriel brug. Næste skridt bliver at teste løsningen i samarbejde med virksomheder for at demonstrere dens anvendelse i praksis.
- Vi har vist, at emitteren kan holde til ekstreme temperaturer i lang tid. Nu handler det om at bygge hele systemet og vise, hvordan det kan fungere i virkelige scenarier – fx i en dansk industrivirksomhed, siger Manohar Chirumamilla.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


























