DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
I perioden 1. januar til 1. december er der transporteret cirka 65 millioner ton råolie og knap 60 millioner ton olieprodukter fra russiske havne gennem Storebælt, viser analyse lavet af den uafhængige tænketank Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA) (Arkivfoto.)
Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Ny analyse: Rusland sejler olie for 420 mia. kr gennem Danmark i 2025

Mængden af russisk olie, der sejler gennem Storebælt, gør Danmark til en potentiel konfliktzone, vurderer ekspert.  
17. DEC 2025 15.20
Internationalt
Olie
Økonomi

Rusland har fra 1. januar til 1. december 2025 sejlet råolie og olieprodukter gennem danske farvande for omkring 420 milliarder kroner. Det svarer til cirka en tredjedel af Ruslands estimerede militærbudget for 2025. Det kan det Danwatch afsløre. Analysen er lavet for Danwatch af den uafhængige tænketank Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA).

I perioden 1. januar til 1. december er der transporteret cirka 65 millioner ton råolie og knap 60 millioner ton olieprodukter fra russiske havne gennem Storebælt. Den samlede værdi anslås til omkring 55 milliarder euro, svarende til cirka 420 milliarder kroner.

Dermed udgør gennemsejlingen gennem Danmark en betydelig hjørnesten i Ruslands krigsøkonomi, siger orlogskaptajn og selvstændig forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen.

- Det er en direkte kilde til finansieringen af Ukraine-krigen, og det sker i Danmark. Rusland må stå tilbage med en opfattelse af, at EU og Danmark ikke er nogen, man bør tage særligt alvorligt, når det kan foregå i denne størrelse for næsen af os, siger han.

Analysen viser samtidig, at EU’s indsats mod den såkaldte skyggeflåde ikke har haft den ønskede effekt. Tværtimod transporteres der nu mere russisk olie gennem danske farvande på sanktionerede tankskibe end på ikke-sanktionerede.

Fordelt over et år svarer mængden til, at der sejler mellem 125 og 150 tankskibe med russisk råolie og andre olieprodukter gennem Danmark om måneden. Det vil sige omkring fem fyldte tankskibe om dagen.

Udenrigsminister: Danmark har fokus på problemstilling

Den nye analyse får udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til at reagere. Han siger til Danwatch:

- Jeg gør mig ikke nogen forestillinger om, at skyggeflåden er kæmpet ned. Men vi gør meget, og effekterne er til at få øje på. Ruslands indtjening fra olieeksport er faldet de seneste måneder til det laveste niveau siden invasionen af Ukraine begyndte, siger han og tilføjer:

- Det har været en klar prioritet for det danske EU-formandskab at skrue op for presset, og så sent som i mandags satte vi 40 nye skibe på sanktionslisten. Det er en kerneopgave for EU at bekæmpe skyggeflåden, og samtidig vigtigt, at nye tiltag er i overensstemmelse med international ret og kan gennemføres i praksis.

Ruslands krigsøkonomi er dybt afhængig af landets fortsatte olieeksport. Uden olien, så “stopper den russiske økonomi” og sender landet i en “dyb, dyb krise”, siger Jakob Tolstrup, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

- Olie er hovedindtægtskilden for Ruslands økonomi. Det er det allervigtigste eksportprodukt, de har, forklarer han.

Tolstrup vurderer, at en dansk eller europæisk beslutning om at standse sanktionerede skibe i at sejle gennem Danmark vil få store konsekvenser for Rusland – men også indebære risiko for russiske modreaktioner.

- Det er virkelig et vigtigt problem, men det er også et svært dilemma for den danske regering, siger han og tilføjer:

-Danmark er en potentiel konfliktzone. Man kan vælge at lade det passere velvidende, at man ikke håndhæver sanktionerne effektivt. Det er en politisk balancering med fordele og ulemper, men det er jo ikke noget let valg, siger han.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/ny-analyse-rusland-sejler-olie-for-420-mia-kr-gennem-danmark-i-2025

GDPR