Novo Nordisk-medejer kaster to milliarder i ny grøn fond

Bag den nye fond står dansk investeringsselskab. Fonden skal investere i udvikling af grøn energi.  
15. SEP 2023 9.05

Novo Holdings - som ejer 76 pct. af aktierne i medicinalgiganten Novo Nordisk - vil investere omkring to mia. kr. i en ny fond. Her skal indtægterne komme fra investeringer i vedvarende energi. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Bag fonden står det danske investeringsselskab Glentra Capital, som har fokus på omstillingen til bæredygtige energikilder. Samtidig har Novo Holdings erhvervet sig 20 pct. af aktierne i Glentra Capital.

Morten Beck Jørgensen, som er Managing Partner i Capital Investments i Novo Holdings, siger til Reuters, at milliard-investeringen er på linje med selskabets strategi, der blev fastlagt for fem år siden.

Strategien lyder, at Novo Holdings skal skrue op for sine investeringer i den grønne omstilling "i overensstemmelse med selskabets formål om at skabe langsigtede afkast gennem investeringer, som forbedrer bæredygtighed bredt set".

Sol, vind og grønne brændstoffer

Den nye fond skal investere i selskaber, der er førende inden for udvikling og udbredelse af vedvarende energi. Herunder blandt andet vind, solenergi og bæredygtige brændstoffer. Det siger managing Partner i Glentra, Henrik Tordrup, ifølge Marketwire.

- Vi er meget glade for at kunne annoncere de første tilsagn til Glentra Fond I. Denne milepæl er et væsentligt skridt fremad for vores mission om at accelerere omstillingen af energiforsyningen, imens vi skaber betydelig værdi for porteføljeselskaber og investorer.

Ifølge mediet er der i alt blevet rejst 3,3 mia. kr. til fonden. Det er dels båret af Novo Holdings' bidrag, men også af investeringer fra pensionskassen PKA samt en række andre investorer. Af en pressemeddelelse fremgår det, at målsætningen lyder på alt 5,5 mia. kr.

Novo Holdings er et dansk holding- og investeringsselskab, der varetager forvaltningen af Novo Nordisk Fondens aktiver og formue. Novo Holdings er 100 pct. ejet af Novo Nordisk Fonden.

/ritzau/
 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet