
Norge har vedtaget et prisloft på russisk råolie på 60 dollar per tønde. Det oplyser det norske udenrigsministerium torsdag i en pressemeddelelse.
Dermed følger Norge i sporene på EU, G7 og Australien. De vedtog alle i sidste uge netop et prisloft på 60 dollar - svarende til 424 kroner. Norge er ikke en del af EU, men følger ofte unionens politik. G7 består af syv af verdens førende industrilande. Medlemmerne er USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada.
Prisloftet skal være med til at presse Rusland økonomisk. En stor del af den krig, som russerne fører i Ukraine, er finansieret af indtægter fra oliesalg.
- Norge fortsætter med at stå sammen med EU og andre allierede om sanktionerne mod Rusland for at opretholde presset på landets regering og dens støtter, siger den norske udenrigsminister, Anniken Huitfeldt.
Det Hvide Hus har udtalt, at tiltaget vil begrænse den russiske præsident Vladimir Putins evne til at finansiere sin "krigsmaskine".
Lande som Tyskland, Holland og Danmark har generelt været skeptiske over for indgreb i oliemarkedet. De har udtrykt bekymring for, at Rusland vil finde andre markeder at sælge gas til, hvis EU griber ind i priserne.
Rusland invaderede Ukraine for over ni måneder siden - 24. februar. Krigen er den største væbnede konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig. Russiske angreb har ødelagt tæt på halvdelen af Ukraines energisystem. Det betyder, at millioner af ukrainere går vinteren i møde uden strøm og varme.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.