
Når private såvel som professionelle investorer placerer deres penge i de mest klimavenlige investeringsfonde hos Nordens største bank Nordea, så risikerer deres penge at ende i kulkraftværker.
En undersøgelse fra mediet Danwatch dokumenterer, at Nordeas såkaldte artikel 9-fonde, der er omfattet af EU's strengeste regler for bæredygtighed, indeholder aktier i fossile virksomheder, der udleder store mængder CO2. Og det strider mod EU-regler, vurderer eksperter over for Danwatch:
- Jeg mener, at kulbaseret energiproduktion er fuldstændig udelukket fra EU’s definitioner for bæredygtighed og er i strid med opfattelsen af en økonomisk bæredygtig aktivitet, vurderer Amanda Koefoed Simonsen, ekspert i bæredygtige investeringer og partner i rådgivningsfirmaet Copenhagen Changery.
Theodor Christensen, direktør i Envira, der rådgiver om bæredygtige investeringer, vurderer, at investeringer i selskaber med planer om at udvide deres fossile aktiviteter underminerer EU's regler.
Han påpeger, at øget afbrænding af kul og fossil ekspansion er i strid med globale klimamål og EU-princippet om "Do No Significant Harm" (DNSH), som gennemsyrer hele EU’s lovgivning om bæredygtig finansiering.
Afviser kritik
Danwatch’s gennemgang viser, at Nordea eksempelvis tilbyder sine kunder at investere i fonden “Nordea 1 - Global Sustainable Listed Real Asset”. Fonden er klassificeret som et mørkegrønt produkt i henhold til EU’s regler – en såkaldt artikel 9-fond.
Men med fonden kommer Nordeas kunder også til at få aktieandele i 32 kulkraftværker, 67 olie- og gaskraftværker samt over 30 nye fossile projekter, der er under opførelse hos energiselskaber som Enel, Xcel Energy, WEC Energy, National Grid og American Electric Power (AEP).
Nordea afviser kritikken.
- De nævnte virksomheder bidrager positivt gennem en betydelig og kontinuerligt stigende produktion af vedvarende energi. Jeg vil generelt gerne opponere imod at kalde progressive og klima-ambitiøse elselskaber med en høj andel af vedvarende energi for fossile investeringer, siger Eric Pedersen, chef for ansvarlige investeringer i Nordea.
Kontorchef Henrik Brarup Dam fra Finanstilsynet oplyser, at det er Nordeas ansvar for at overholde reglerne og DNSH-princippet.
- Det betyder, at forvalteren blandt andet skal sikre, at investeringerne ikke forvolder væsentlig skade på miljøet eller klimaet, siger Henrik Brarup Dam.
Undersøgelsen er foretaget af Danwatch i samarbejde med norske E24 og finske Alma Media via Netværket for Undersøgende ESG Journalistik. De har gennemgået 273 fonde, som 18 nordiske kapitalforvaltere markedsfører og har ansvaret for at overholde reglerne for bæredygtige investeringer under den europæiske grønne pagt – The European Green Deal.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.