Store Bededag bød for mange på afslapning, da helligdagen for sidste gang den er en national fridag, inden den næste år bliver officielt afskaffet som fridag i Danmark. Salgsafdelingen i den danske kabelvirksomhed NKT valgte dog ikke at bruge dagen på at holde fri. I stedet kunne selskabet præsentere hele to store aftaler til en samlet værdi på over to mia. euro.
Det største af aftalerne er indgået med den hollandsk-tyske netoperatør TenneT, som har valgt NKT til at levere adskillige 525 kV XLPE- højspændingskabler baseret på jævnstrømsteknologi (HVDC), der dækker både on- og offshore kabler. Ordren er en rammeaftale, som løber frem til 2028 med en værdi på op til 1,5 mia. euro. Rammeaftalen er en del af TenneT’s ambitiøse 2GW Program for havvind.
- Vi er meget tilfredse med endnu en gang at blive valgt som partner for det ambitiøse 2GW-program, hvilket bekræfter vores stærke position på markedet for højspændingskabler. Vi annoncerede for nylig kontrakttildelingen fra TenneT på ordrer til IJmuiden Ver og Nederwiek 2, som også er en del af 2GW programmet, og vil være nogle af verdens første havvindmølleparker til at anvende 525 kV XLPE HVDC-teknologien til søkabler. Med rammeaftalen fortsætter vi vores tætte samarbejde med TenneT og anvender den innovative kabelteknologi til yderligere projekter i Nordsøen, siger NKTs administrerende direktør Alexander Kara.
Med rammeaftalen har NKT fået tildelt kontrakterne til havvindmølleparkerne Nederwiek 3 og Doordewind 1 & 2 i den hollandske del af Nordsøen med en samlet installeret kapacitet på 6 GW. Kontrakterne forventes at blive udmøntet i 2025.
Stor ordre fra Sydeuropa
Selvom rammeaftalen med TenneT var fredagens klart største for NKT, var den anden ordreudmelding dog også en større en af slagsen. Der er dog ikke tale om en helt ny aftale, men i stedet en endelig bekræftelse på en ordre på to 400 kV højspændingskabelsystemer til Bay of Biscay Interconnector, der styrker transmissionssikkerheden og elforsyningen mellem Frankrig og Spanien.
Ordren blev først annonceret i marts, men nu har joint venturet mellem den spanske netoperatør Red Eléctrica og dens franske pendant Réseau Transport d’Électricité (RTE) altså endeligt besluttet sig for bestillingen hos NKT til en samlet værdi af 600 mio. euro.
Ordren omfatter cirka 100 km landkabler samt 300 km offshore kabler fordelt på tre on- og to offshore sektioner for at undgå kabellægning i den undersøiske kløft Capbreton Canyon. De to kabelsystemer vil øge den samlede energioverførsel mellem Frankrig og Spanien fra 2.800 MW til 5.000 MW.
NKT vil producere kablerne på sin højspændingsfabrik i Karlskrona, og det forventes, at det samlede projekt afsluttes i 2028.
Mulig aktieemission på vej
NKT har desuden i noget tid barslet med planer om en mulig kapitaludvidelse, som skal bruges til at udvide produktionen, så man kan følge med efterspørgslen på højspændingskabler. Disse overvejelser blev udmeldt i en selskabsmeddelelse i februar.
Med tildelingen af rammeaftalen med TennT- har NKT nu højspændingsprojekter, som kan akkumuleres til ca. EUR 5 mia. hvilket selskabet selv mener kan anses for "betydeligt".
"På den baggrund, vil NKT nu igangsætte investeringen i yderligere produktionskapacitet og færdigheder, herunder et tredje ekstruderingstårn, på den eksisterende, markedsledende fabrik i Karlskrona, Sverige. NKT overvejer endvidere omfanget af yderligere installationskapacitet og færdigheder, og hvordan virksomheden sikrer dette fremadrettet," lyder det i en meddelelse fra NKT.
I løbet af den sidste måned har NKT opnået betydelige, yderligere tilsagn om garantikapacitet fra banker og eksportkreditagenturer, herunder Swedish Export Credit Agency (EKN) og Swedish Export Credit Corporation (SEK), som afspejler selskabets betydelige ordreindgang på det seneste. Dette betragtes som en vigtig forudsætning for NKTs ambition om at vokse rentabelt med den stigende efterspørgsel på markedet.
"NKT vil hurtigst muligt og senest ultimo maj, afhængigt af kapitalmarkedsforholdene, dele yderligere information om størrelsen af investeringer, opdaterede finansielle ambitioner og en potentiel aktieemission for at understøtte vækstmulighederne", oplyser selskabet.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.