NKT investerer milliarder i ny kabelfabrik og et nyt kabelfartøj

NKT forventer at investere en mia. euro fra 2023 til 2026. Pengene skal bl.a. gå til en ny svensk kabelfabrik og et nyt kabelfartøj til installation af højspændingskabler.
24. MAJ 2023 13.15

Ordrene strømmer ind hos kabelproducenten NKT, som alene siden marts har landet højspændingsprojekter og rammeaftaler for ca. fem mia. euro. (37,25 mia. kr.)

For at følge med den store efterspørgsel investerer virksomheden nu massivt. Således planlægger man i perioden fra 2023 til 2026 at investere ca. en mia. euro i produktions- og installationskapacitet i højspændingsforretningen. 

Investeringerne omfatter, at NKT bygger en ny fabrik inklusiv et tredje kabeltårn på 200 meter ved siden af sin eksisterende produktion i Karlskrona i Sverige. Det vil gøre fabrikken til verdens største inden for produktion af højspændingskabler til offshore-markedet. Derudover investerer NKT i et nyt, markedsledende kabelfartøj med rekordhøj installationskapacitet sammenlignet med andre skibe på markedet. 

- De seneste måneders ordretildelinger og tilsagn fra vores kunder understreger vores førende position inden for turnkey projekter, XLPE og jævnstrømsteknologi. Kabelsystemer er centrale for at sikre overgangen til vedvarende energi, og den nuværende kapacitet i højspændingsmarkedet er ikke tilstrækkelig til at imødekomme den stigende efterspørgsel. Vi er derfor tilfredse med at fortsætte med at skabe fundamentet for yderligere vækst i NKT i overensstemmelse med vores strategiske ambitioner ved at fortsætte med at levere turnkey-projekter til vores kunder, siger NKT’s administrerende direktør, Claes Westerlind, i en pressemeddelelse.

Siden 2020 har NKT udvidet højspændingsforretningen herunder fabrikken i Karlskrona. Det har skabt mere end 300 arbejdspladser, og NKT forventer, at de nye investeringer vil skabe mere end 500 nye arbejdspladser frem mod 2027.

amp

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet