I den kommende tid skal danskere i 300.000 boliger med gasfyr tage stilling til deres varmeforsyning, frem mod at fyrene i 2035 skal være fortid. Ifølge fremskrivninger er vi lige nu ikke ved at indfri ambitionen, men det kan en stribe nye anbefalinger fra en arbejdsgruppe måske ændre på.
Anbefalingerne spænder bredt - fra hurtigere kundetilbud til bedre information til borgerne. Blandt dem er også en "indgribende foranstaltning", hvis den indføres:
At det hurtigst muligt bliver muligt at afkoble private kunder fra gasnettet. Det skal motivere gaskunder til at tage stilling til varmeforsyning. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) vil nu se på forslaget.
- Jeg tror, at det bliver en nødvendighed fremadrettet. Men hvis man overhovedet forestiller sig at gå den vej, skal kunderne have et ordentligt varsel. Så vi skal analysere anbefalingen noget nøjere, siger han.
Flere partier bakker op
Anbefalingen har opbakning flere steder på Christiansborg. Blandt andet hos SF, hvor politisk ordfører Signe Munk ser det som en nødvendighed.
- Vi må erkende, at der bliver installeret rigtig mange nye gasfyr. Det svinger den forkerte vej både i forhold til klimaet og danskernes pengepung. Vi har brug for at give et klarere svar til folk, og det er bestemt at sige, at vi lukker dele af distributionsnettet ned, siger hun.
Også De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, bakker op.
- Vi sidder og kæmper krone for krone i forhandlingerne om en grøn fond, og vores indstilling er: Hvorfor får vi ikke bare afsat de penge, der skal bruges for at lave den grønne omstilling?
I fonden er reserveret milliarder til klimainvesteringer frem mod 2040.
Krigen ledte fokus hen på udfasning af gasfyr
Der kom fokus på at få gasfyrene ud af vores hjem, da gasprisen bankede op efter krigen i Ukraine, og frygten for en energikrise bredte sig.
I klimaets og forsyningssikkerhedens navn skal gasfyrene erstattes af fjernvarme, som det er ambitionen i 2028 at have udrullet, hvor det giver mening, og andre steder individuel varmeforsyning som varmepumper.
Ambitionen ser dog ikke ud til at nå helt i mål. Men Lars-Peter Søbye, forperson for arbejdsgruppen, opfordrer til, at det anskues fleksibelt. Tempoet påvirker nemlig prisen på grund af mangel på hænder, materialer og højere renter. Det kan gøre det "meget, meget dyrt".
- Det kunne vi have fået mange andre reduktioner for andre steder. Derfor synes jeg, at man skal have en fleksibel tilgang til det her.
Afklaring for boligejerne
En del af anbefalingerne handler om nærmere afklaring for boligejerne, hvilket i hvert fald 122.000 husholdninger med gasfyr - fire ud af ti - mangler.
De ligger i områder, der er omfattet af en kommunal varmeplan for fjernvarme, men hvor der endnu ikke er et godkendt projektforslag. At det er tilfældet, skyldes ifølge Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, dels økonomien, dels usikkerhed om fjernvarmepuljen.
Her kan fjernvarmeselskaber få tilskud til projekter, hvor fjernvarme udrulles nye steder og erstatter olie- og gasfyr.
- Nu er der igen ikke flere penge i den, og det vil sige, at de projektforslag afventer en afklaring af, om der kommer flere midler.
Blandt anbefalingerne ser han særligt en fidus i opfyldning af fjernvarmepuljen, som er på bordet i aktuelle forhandlinger, og en mulig afkobling fra gasnettet. Så er spørgsmålet, om gasfyrene er fortid i 2035. Fremskrivningerne siger nej.
Om redskaberne er nok, er ifølge forperson Lars-Peter Søbye svært at være sikker på. Der er mange uforudsete parametre.
- Ingen af anbefalingerne kan stå alene. Men det er helt centralt, at forbrugerne får de bedste forudsætninger til at træffe et oplyst valg.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.