
Regeringen har været helt tavs i en sag om udbud af gas. På den ene side har den socialdemokratiske regering medstiftet en international alliance, som går ud på, at det skal være slut med olie og gas.
På den anden side overvejer flertalsregeringen at give tilladelse til, at det norske selskab Noreco kan eftersøge gasfeltet i Nordsøen. Ifølge klimaminister Lars Aagaard (M) er der ingen uoverensstemmelse i det.
- Det harmonerer super godt. Beyond Oil and Gas Alliance advokerer for en gradvis udfasning og ikke et abrupt stop her og nu. Kernemedlemmerne, herunder Danmark, har forpligtet sig til at afslutte nye udbudsrunder og fastsætte en endegyldig dato for olie og gasproduktion, siger Lars Aagaard i Folketingssalen.
Det er første gang, han kommenterer sagen, som han tidligere har afvist at lade sig interviewe om. Han har henvist til global klimaminister Dan Jørgensen (S), som står bag alliancen mod gas og olie med Costa Rica. Den hedder Beyond Oil and Gas Alliance og blev stiftet på FN-klimamødet COP26 i Glasgow. Siden er flere medlemmer trådt til. Dan Jørgensen har også tidligere afvist at stille op til interview.
Et spørgsmål om forsyningssikkerhed
Ifølge Det Internationale Energiagentur er der ikke plads til flere investeringer i nye olie- og gasprojekter. Det ville gå ud over Paris-aftalens mål om at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader.
Men Lars Aagaard mener, at Danmark kan leve op til aftalen og mener, at sagen om gasudbuddet er et spørgsmål om forsyningssikkerhed.
- Udbuddet ændrer hverken på Danmarks klimamål eller på ambitionerne om at udfase naturgas fra det danske energiforbrug. Det gør kun en forskel i relation til, hvor gaslande i EU får deres gas fra. Regeringen og jeg vil - sat lidt på spidsen - foretrække, at gassen kommer fra Nordsøen frem for Putin, og det er det, udbudsrunden handler om, siger han.
Oppositionspartier: Klimahykleri
Blandt kritikerne er grønne organisationer samt Enhedslisten og Alternativet, som kalder det klimahykleri. I en pressemeddelelse fra Klimaministeriet blev alliancen, der består af 11 medlemmer annonceret i 2021.
- Kernemedlemmer forpligter sig til at sige stop for nye licens- eller udbudsrunder og til at fastsætte en dato for afslutning af deres olie- og gasproduktion, lød det.
Ifølge Aagaard lever Danmark op til alliancens formål, fordi det ikke er staten, der eftersøger gas. I stedet er det staten, der overvejer et udbud fra en privat aktør. Potentialet i feltet svarer til cirka 2,5 gange det årlige gasforbrug i Danmark, hvilket betragtes som forholdsvis beskedent.
- Med den verden jeg lever i, er der krig i Europa. Europa er ekstremt afhængig af import af fossile brændsler. I den situation mener jeg, at det er fuldt forsvarligt, at vi gennemfører miniudbuddet som forudsat, siger Lars Aagaard.
Energiordfører Søren Egge Rasmussen (EL) mener, at det er hyklerisk.
- Det er rigtigt, at der er mere end en krise, men der er stadig en klimakrise. Jeg synes ikke, at ministeren svarede ordentligt på, om det her lever op til Paris-aftalen, siger han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.