Et stort tillykke lyder fra statsminister Mette Frederiksen (S) til USA's præsident, Joe Biden, som onsdag har overtaget embedet fra Donald Trump.
I et opslag på Facebook skriver statsministeren, at hun håber, den nye præsident bliver en samlende kraft "efter den uro og splittelse, vi desværre har set vokse i det amerikanske samfund".
- Vores to lande er tæt knyttet og nære allierede, skriver Mette Frederiksen.
Særligt byder Mette Frederiksen Joe Biden og resten af det amerikanske samfund "velkommen tilbage i kampen mod klimaforandringerne".
- En kamp, vi igen deler, skriver hun med henvisning til, at USA under præsident Donald Trump i store træk meldte sig ud af det internationale, politiske samarbejde for klimaet.
Generelt har verden brug for et stærkt samarbejde med USA om internationale udfordringer og kriser, mener statsministeren.
- Verden har brug for amerikansk lederskab for at styrke internationalt samarbejde, demokrati og menneskerettigheder.
Også udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ser frem til de næste fire år med Joe Biden ved roret i Det Hvide Hus i Washington D.C.
- Danmark og USA er gamle, stærke og tætte venner og allierede, skriver han i et opslag på Facebook.
Han lægger - ligesom statsministeren - vægt på, at amerikanerne med Joe Biden som leder forventes at træde i karakter i arbejdet mod klimaforandringer.
- Danmark og USA skal sammen kæmpe for klimahandling, styrke det internationale samarbejde og stå vagt om demokrati og vores fælles værdier, skriver Jeppe Kofod.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.