
Det sorte guld, som de olieproducerende lande i Mellemøsten sidder tungt på, kommer i kølvandet på energikrise og krig i Europa til give en ekstra gevinst på svarende til cirka 9 billioner kr.
Det vurderer Den Internationale Valutafond, IMF, som spår, at den ekstra olieindtjening vil løbe frem til og med 2026, skriver Financial Times.
Den ekstra indtjening er i forhold til prognosen før krigen i Ukraine. Ifølge Jens Nærvig Pedersen, der er chefanalytiker hos Danske Bank, er der to helt centrale grunde til dette.
- For det første skyldes det de høje oliepriser, som er en konsekvens af krigen i Ukraine, der giver de mellemøstlige olieproducenter en meget stor fortjeneste, da det er billigt for dem at producere. Derfor er det en bedre forretning for dem end for eksempel for lande som USA og Norge, hvor der er højere omkostninger ved produktionen af olie, siger Jens Nærvig Pedersen til Ritzau.
Det andet ben er, at landene under corona skruede ned for produktionen, men nu har de skruet op igen.
- Derfor vinder de også meget på mængden, fordi de kan øge produktionen ret nemt, siger Jens Nærvig Pedersen.
Landende, som IMF-vurderingen omhandler, er de mellemøstlige lande, som er centreret omkring Golfen. Det er lande som Saudi-Arabien, Qatar, Abu Dhabi og Kuwait.
Olielande investerer i grøn energi
Disse lande er nogle af verdens største olie- og gasproducenter og har samtidig også verdens største og mest aktive statsejede investeringsfonde. En af de mest aktive er Saudi Arabiens offentlige investeringsfond, som er ejet af landets kronprins Mohammed Bin Salman.
Den har blandt andet alene i andet kvartal af 2022 investeret mere end 7,5 mia. dollar, svarende til cirka 55,5 mia. kr., i amerikanske aktier, herunder Amazon, PayPal og BlackRock. Det har været et forsøg på at kapitalisere på faldende aktiepriser i USA, skriver Financial Times.
- Det er vigtigt for disse lande, at de bruger denne ekstra indtjening på at investere i fremtiden, siger Jihad Azour, som er direktør for IMFs Mellemøsten-afdeling, til Financial Times.
Han påpeger, at disse olieproducerende landes økonomier i høj er grad bundet op på olieindtægter, og de er derfor udsatte for oliemarkedets omskiftelige omstændigheder.
Landenes investeringsfonde har derfor også i de seneste år fokuseret mere på at investere i sektorer som blandet andet vedvarende energi sammen med teknologi og sundhedssektoren.
- Det giver god mening, at landene kigger på at diversificere deres økonomi, da deres offentlige finanser i dag afhænger meget af oliepriserne, lyder det fra Jens Nærvig Pedersen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.