Løkke om Kinas indtog på energi: Der er brug for at vi tager os sammen
Udenrigsministeren ser potentiale i mere samarbejde med Japan i stedet for Kina. (Arkivfoto.)
Foto: Sofia Busk/Ritzau Scanpix

Løkke om Kinas indtog på energi: "Der er brug for at vi tager os sammen"

Kinas stigende dominans på markedet for solceller og batterier bekymrer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der til gengæld ser mod partnerskaber med eksempelvis Japan.  
15. MAJ 2024 10.50

- Der er brug for, at vi tager os sammen.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) om Kinas dominerende rolle på dele af energiområdet som solceller og batterier.

- Jeg tror, det er meget vigtigt, at man kan ikke beskytte sig for at vinde konkurrenceevne. Og derfor er det meget vigtigt, at Europa ikke lukker sig om sig selv, siger udenrigsministeren til mediet Energiwatch i forbindelse med European Energys fejring af den japanske storkoncern Mitsubishis indtog som investor i selskabet. En investering på over fem mia. danske kroner.

- Men vi skal tænke i strategisk autonomi, siger Lars Løkke Rasmussen, hvilket handler om, at EU ikke skal være afhængige af andre, hvad angår adgangen til teknologier, råmaterialer og lignende.

- Hvordan får vi selv adgang til de specielle værdikæder, sjældne jordarter og lignende, spørger Løkke.

- For det er over de sidste år blevet lidt for monopoliseret på kinesiske hænder.

Sjældne jordarter optræder i blandt andet vindmøller og andre centrale dele af den moderne energiinfrastruktur.

Japanerne har ført en meget tilbageholden rolle overfor Kina, hvad angår investeringer i mange år, er du lidt på samme vogn her med lidt mere forsigtighed overfor Kina?

- Der er ingen tvivl om, at vi ikke skal have en naivitet overfor Kina. Men det er også vigtigt at balancere det. Kina er kommet for at blive og er en uomgængelig faktor på alle måder, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Så det er ikke bare noget, vi vender ryggen til, men vi iagttager en anden form for påpasselighed i samarbejdet, vi har. Det er også derfor den aftale, jeg underskrev med Kina sidste år, var meget mere fokuseret end den meget, meget brede partnerskabsaftale, vi lavede for år tilbage. Og det er et udtryk for en ny realisme, og det er i den forbindelse, at vi ikke går over i den anden grøft, siger han.

Nye tider

Han siger, at man kom fra en tid, hvor man samarbejdede om alt.

- Vores universiteter stod åbne, kom bar og kig med. Der skal vi have en form for realisme, men det skal ikke sætte sig i et stort u-sving, hvor vi slet ikke samarbejder med dem.

Lars Løkke Rasmussen ser til gengæld netop Japan som en interessant partner for danske virksomheder fremadrettet.

- Vi ser en tredobling af de japanske investeringer i Danmark over få år, og vores bilaterale samhandel stiger. Så selvom Japan er et land langt væk og en anden kultur, så er det et udtryk for, at vi har kompetencer, andre kan bruge.

Han mener, at Danmark har en førerposition, der ikke bare hører hjemme i skåltaler.

- Det besegles, når en stor japansk virksomhed kommer med en investering som denne. Det kræver, at vi er åbne for samarbejde, siger han med henvisning til Mitsubishis investering på over fem mia. kr.

- Det er vigtigt i en tid, hvor globaliseringen er i bakgear på grund af krig og ufred, at vi ser os om efter strategiske partnere, og her er Japan et godt bud. Det er et af de lande, vi får øje på, siger Lars Løkke Rasmussen.

amp

 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet