LM Wind Power skifter pludseligt ud på direktørposten
LM Wind Power i Lunderskov har fået ny direktør. Her ses virksomheden fra luften. (Arkivfoto.)
Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

LM Wind Power skifter pludseligt ud på direktørposten

Hanif Mashal er ny administrerende direktør for LM Wind Power.
20. FEB 2024 13.27

Den amerikansk ejede virksomhed LM Wind Power, som har hovedsæde i Lunderskov og producerer vindmøllevinger, har pludseligt skiftet ud på ledelsesgangene.

Således har Hanif Mashal med øjeblikkelig virkning overtaget posten som administrerende direktør for virksomheden. Det oplyser virksomheden i en meddelelse på sin LinkedIn-profil.

Hanif Mashal er rekrutteret internt, da han, op til han har overtaget direktørposten, har været VP Engineering & Technology i de sidste seks år.

- Som administrerende direktør for virksomheden vil jeg skabe resultater, der bekræfter LM Wind Powers centrale rolle som agil, pålidelig og værdifuld partner for vindindustrien, siger Hanif Mashal. 

Udfordrende tid for branchen

Hanif Mashal tager over efter Olivier Fontan, som har været direktør for LM Wind Power i fire år. Olivier Fontan skal i stedet være Wind Manufacturing Leader i LM Wind Powers moderselskab i GE Vernova som er en del af General Electric, som i 2017 købte LM Wind Power. 

I den periode, hvor Olivier Fontan har været direktør, har LM Wind Power præsenteret flere store underskud, de seneste tre år har virksomheden tabt over to mia. kr. før skat. 

LM Wind Power understreger også i meddelelsen, at tidspunktet, hvor Hanif Mashal tager over, er "et tidspunkt, hvor hele vindindustrien manøvrerer gennem udfordrende miljø ift. rentabilitet på trods af større volumen". 

- Jeg takker Olivier Fontan for hans ledelse af virksomheden i udfordrende tider med COVID-19-pandemi og forstyrrelser i forsyningskæden. Hans fokus på sikkerhed, kvalitet, levering og omkostninger, samtidig med at han har haft kunden i fokus har været inspirerende, siger Hanif Mashal om sin forgænger. 

 

amp

 

 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet