Hanstholm Havn
Kristian Jensen færdig som formand for Hanstholm Havn efter en uge
Det blev en kort periode i front for Hanstholm Havn for Kristian Jensen. (Arkivfoto).
Foto: Bo Amstru, Ritzau Scanpix

Kristian Jensen færdig som formand for Hanstholm Havn efter en uge

Direktørposten i Green Power Denmark har fået Kristian Jensen til at droppe formandsposten i Hanstholm Havn efter kun få dage på posten.
28. MAR 2022 13.31

Det var med stolthed, at Thisted Kommune i januar præsterende den tidligere finans-, udenrigs- og skatteminister og næstformand i Venstre, Kristian Jensen som ny formand for bestyrelsen i Hanstholm Havn med virkning fra marts. 

- Vi er i mål med udvidelsen af havnen, og vi har rigtig store ambitioner for udviklingen af den. Det kræver en stærk profil som formand, og det får vi i Kristian Jensen. Så jeg er både glad og stolt over, at det er lykkedes os at få ham med ved bestyrelsesbordet, sagde borgmester i Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V), da Kristian Jensen blev præsenteret. 

Den tidligere V-profil skulle lede havnen ind i et nyt kapitel bl.a. med en mere grøn profil for havnen, der har en målsætning om at blive Europas grønneste fiskerihavn og planer om et PtX-anlæg på havnens arealer.

Overraskende mail

Alt gik efter planen, og Kristian Jensen var til flere infomøder op til det konstituerende bestyrelsesmøde og fortalte bl.a. i et interview med DK Havenergi om sine ambitioner for Hanstholm Havn. Den 16, marts blev han også officielt indsat som formand for havnen.

Men blot en uge efter måtte Kristian Jensens bestyrelseskolleger lade deres glæde skifte ud med overraskelse og skuffelse, for her meddelte Kristian Jensen i en mail, at hans tid i spidsen for havnen allerede måtte slutte, da han havde fået job som direktør i fusionen mellem Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft kaldet Green Power Denmark. 

- Men med det job, han har fået, havde han næppe haft nogen mulighed for at fortsatte som bestyrelsesformand. Det er ærgerligt, at han stopper, men jeg er sikker på, at vi finder en kvalificeret afløser, siger en overrasket viceborgmester og formand for Thisted Kommunes udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik Jen Kr. Yde (K), som er kommunens repræsentant i bestyrelsen for den kommunalt ejede selvstyrehavn, til Nordjyske

Dermed nåede han altså kun et enkelt officielt bestyrelsesmøde som formand.

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet