
Klimaet og miljøet er krigens tavse ofre. Mens bombardementer og tabte menneskeliv i konflikter som i Ukraine og Gaza er altoverskyggende i offentligheden, syner ødelæggelserne af naturen og atmosfæren hen i mere glemte kroge.
Sådan fortæller Ukraines miljøminister, Svetlana Grinchuk, om sit og den ukrainske regerings stridsomme arbejde med at forsøge at opretholde energiforsyning og natur, mens russiske bomber dag for dag brænder det væk.
- Vi forsøger at reducere vores CO2-udledning og implementere klima- og miljøpolitik, men på samme tid har vi hver dag eksplosioner, skovbrande og kontaminering af vores vand, lyder det fra miljøministeren på klimatopmødet COP29 i Baku, Aserbajdsjan.
Krige medfører store ødelæggelser af miljø og enorme udledninger af CO2, og når den ukrainske miljøminister betegner det som et tavst offer, vækker det genklang. Den britiske organisation Conflict and Environment Observatory kortlægger, hvordan militæret og krige påvirker klima og miljø.
De har anslået, at de samlede udledninger fra verdens militære styrker står for 5,5 pct. af den globale udledning af drivhusgasser. Til sammenligning er det mere end både den globale luft- og skibsfart tilsammen. Men den officielle rapportering af de militære udledninger er mangelfuld.
- Det er kun et estimat, for i realiteten kender vi ikke den fulde skala af militærs bidrag til klimakrisen, fordi militær ikke skal rapportere til FN, fortæller Ellie Kinney, klimakoordinator i organisationen.
Kan sætte den grønne omstilling i baggrunden
Den manglende rapportering af militærs udledning kan føre kampen for en grøn omstilling bag lyset, når den reelle udledning af CO2 kan være højere end opgjort.
- Der er et sort hul i vores rapportering, og der er et blindt punkt i vores klimahandling. Når udgifterne til militær nu stiger, vil det formentlig betyde endnu større udledninger.
Men ved at se på Ukraine kan man få et indblik i militær og krigs klima- og miljøproblematik. Her har miljøministeren med hjælp fra flere organisationer udregnet et anslag over, hvad Ruslands angrebskrig mod Ukraine har forårsaget af drivhusgasudledning hidtil.
Beregningerne, der er baseret på officielle FN-metodikker, viser en øget forurening af 175 millioner ton CO2-udledning. Det svarer til over fire gange af Danmarks samlede udledning.
Den enorme forurening skyldes dels angrebene med bomber, raketter og droner. Eksplosionerne skaber udledning, men de efterfølgende brande af kulkraftværker, skove og bygninger forurener endnu mere – særligt når man tager genopbygningen i betragtning.
Dertil kommer et stort forbrug af fossile brændstoffer til Rusland og Ukraines hær af kampvogne, fly og skibe. Som en ond spiral har bombardementerne og de efterfølgende brande ødelagt tre millioner hektar af de ukrainske skove, der burde optage CO2 fra atmosfæren.
- Skovbrandene har i brandens øjeblik en yderligere udledning, men samtidig fjernes også den naturlige optagelsesfunktion, som skovene udgør, siger ministeren Svetlana Grinchuk.
Ukrainsk miljøminister: Krig og klimakamp er uforenelige størrelser
Organisationer arbejder nu på at udvide opgørelsesmetoden til at kunne omfatte andre konflikter og krige. Det vil eksempelvis kunne belyse klimapåvirkningerne af krigen i Gaza grundigere.
Foreløbige undersøgelser viste i sommer, at bombardementerne har efterladt 23 millioner ton ruin i Gaza, og at det vil kræve 60 millioner ton CO2 at genopbygge området efter krigen. Tilbage står en klar pointe fra Ukraines miljøminister:
Krig og klimakamp er uforenelige størrelser.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.