DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Topchef i chipgiganten Nvidia Jensen Huang (venstre), nyudnævnt administrerende direktør for det nye Danish Centre for AI Innovation Nadia Carlsten (midt) og kong Frederik (højre) sætter strøm til supercomputeren Gefion. Computerens placering er hemmelig af sikkerhedsmæssige årsager. Det er derfor uklart, om det er et funktionelt strømstik fra supercomputeren. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kong Frederik indvier supercomputer med tophemmelig placering

Supercomputeren skal efter planen sætte skub i udviklingen af nye lægemidler og den grønne omstilling.  
23. OKT 2024 11.39

Kong Frederik indvier onsdag en af verdens kraftigste supercomputere og et helt nyt center for kunstig intelligens i Danmark. Indvielsen finder sted i Vilhelm Lauritzen Terminalen ved Københavns Lufthavn.

- Det her skridt kan næsten føles som at rejse frem i tiden, siger kong Frederik i en tale.

Supercomputeren med navnet ”Gefion” skal blandt andet bruges til udviklingen af nye lægemidler, diagnosticering af sygdomme og finde effektive løsninger i den grønne omstilling.

- I dag fejrer vi, alt det vi nu får adgang til. Det er banebrydende for vores forskning, og Gefion kan give bedre muligheder for at blive rustet til morgendagens udfordringer, siger kongen.

Den nøjagtige placering er hemmelig af sikkerhedsmæssige årsager, oplyser Novo Nordisk Fonden til Ritzau.

Supercomputeren er resultatet af et partnerskab mellem Novo Nordisk Fonden, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og den amerikanske chipgigant Nvidia. Computeren får sine kræfter fra Nvidias såkaldte mikrochips. Det er et lille stykke materiale, der indeholder et elektronisk kredsløb i mikroskopisk størrelse. Med de elektroniske kredsløb kan mikrochippen gemme information og fungere som computerens hjerne.

Kan løse mere komplekse problemer end dagens computere

Kong Frederik er blandt andet i selskab med Nvidias topchef, Jensen Huang, erhvervsminister Morten Bødskov (S) og direktør i Novo Nordisk Lars Fruergaard ved lanceringen. Det er planen, at danske forskere fra landets universiteter og virksomheder skal have adgang til at bruge computeren.

- Den kan arbejde med løsninger på problemer, som er så komplekse, at dagens computere ikke har en chance.

Sådan lød det fra administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden Mads Krogsgaard Thomsen, da planerne om supercomputeren blev offentliggjort tilbage i marts.

Kunsten bliver at få forskere, læger og virksomheder til at få så stor interesse for computeren, at de vil komme rendende med problemer, som de ikke har kunnet løse hidtil, lød det fra direktøren.

- Vi kan ikke sende dansk data ud af kongeriget, så det her muliggør, at danske forskere kan arbejde med dansk data på dansk grund, siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Indtægter geninvesteres

Det unikke ved supercomputeren er, at den kan gennemgå oceaner af data på én gang. En almindelig computer skal løse et problem ad gangen, før den går videre til det næste, forklarede direktøren.

Supercomputeren ligner noget, man måske har set på film, hvor en masse såkaldte racks - en form for skabe til hardware - kobles sammen. Supercomputeren skal køre på 100 pct. vedvarende energi.

Billeder viser topchef i chipgiganten Nvidia Jensen Huang, nyudnævnt administrerende direktør for det nye Danish Centre for AI Innovation Nadia Carlsten og Kong Frederik bære på et kæmpe strømstik på scenen ved indvielsen. Det er ikke klart, om det er et rigtigt strømstik til supercomputeren.

Novo Nordisk Fonden har bevilget omkring 600 mio. kr. til centret, hvor Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) har bidraget med cirka 100 mio..

Fonden har etableret et aktieselskab, der vil eje og drive supercomputeren. Alle indtægter vil blive geninvesteret i initiativet, skriver fonden ved lanceringen. Eifo er minoritetsejer med ejerskab over 15 pct. af aktierne.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//innovation/artikel/kong-frederik-indvier-supercomputer-med-tophemmelig-placering

GDPR